Vemod når ugen slutter

I morgen tidlig går jeg og drengene hjem til deres far for at bytte uge. Jeg er derfor lidt vemodig her til aften. Findes termen Delemor-blues?
Kender I det, at jeg i iveren efter kvalitetstid, samvær og nærvær med ungerne opfører mig lettere neurotisk og omklamrende som en lettere frådende ’mor-vil-ha-øjenkontakt-og-nærvær-konstant’-mor?

Drengene ser en film på Netflix. Og nu tripper jeg rundt og er lidt i tvivl, om det egentlig er godt nok – burde jeg ikke ligge på sengen med dem og se filmen? Eller måske spille et brætspil med dem? Eller tale (endnu mere) med dem? Er det ok, at de bare ligger der, overladt til dem selv? Forsømmer jeg vores dyrebare timer?
GØR JEG DET GODT NOK?!!!

Jeg vil jo helst sidde klistret op ad dem og snuse til deres hår og nive dem i kinderne. Men helt ærligt; de skal jo også bare have et normalt hjem, hvor mor nogen gange ordner opvasken, mens de slapper af for sig selv. Hvor vi er sammen, fordi vi er under samme tag, men hvor jeg ikke konstant kræver dem.

Det er egentligt sjovt, for man taler ofte om krævende børn, der har brug for opmærksomhed og tid. Jeg synes faktisk, at det er omvendt hos os. Det er MIG, der er krævende og har brug for deres tid.

Jeg kigger langt efter dem, når de render ud for at lege eller sidder fordybet i deres egne ting. Det er MIG, der siger, ’ej, skal du ikke blive hjemme, så vi kan være saaaammeeen…?’ Jeg er virkelig opmærksom på det, for jeg kan godt se, at jeg i værste fald kan give dem en oplevelse af, at de skal påtage sig ansvar for mig, eller at de skuffer mig, når de fravælger mig (mit selskab, ikke mig).

Jeg er blevet meget bedre, og jeg tager mig i at styre mine egne behov. Bortset fra i går, hvor jeg kom til at bære min yngste søn ind i min seng, mens han sov. Fordi jeg gerne ville sove ved siden af ham. Ikke fordi han ville sove hos mig. Den ældste er for tung, ellers havde jeg også slæbt ham ind.