Hvad utroskab kan lære os om kærlighed

Hvad utroskab kan lære os om kærlighed

Hvorfor er vi utro? Hvorfor er lykkelige mennesker utro? Og hvad mener vi egentlig med ‘utroskab’?
Sådan spørger den belgiske forfatter og parforholdsterapeut Esther Perel i en af sine berømte TED Talk-videoer, som er set af mange millioner. Her fortæller hun, at affærer handler om begær og at agere ud fra ens egen frie vilje.

Ny bog om utroskab

Esther Perel er forfatter til bogen ’Hvad utroskab kan lære os om kærlighed’, og har en baggrund som parterapeut, forfatter og virksomhedskonsulent. Hun er uddannet på Hebrew University of Jerusalem og bor i dag i New York med sin familie.

I 2006 udgav hun ‘Mating in Captivity: Unlocking Erotic Intelligence’ (på dansk ‘Erotisk intelligens’), som blev en bestseller og er oversat til 24 sprog. I 2017 udkom ‘The State of Affairs’, som nu er kommet på dansk med titlen ‘Hvad utroskab kan lære os om kærlighed’.

Forstå utroskab

“Min bog er et oprigtigt forsøg på at forstå, hvorfor folk er utro, hvorfor de overskrider regler, de selv har været med til at sætte op og risikerer at miste alt det, de har opbygget. Mit udgangspunkt har været at se på, hvad det er med den her længsel, som nogle gange skubber folk ud i selvdestruktion og ødelæggelse af alt, der er egentlig vigtigt for dem” fortæller Esther Perel
Hun understreger, at hun på ingen måde ønsker at retfærdiggøre utroskab. Med sine mere end tyve års erfaring som parterapeut kender hun alt til den potentielt ødelæggende effekt af utroskab.

Den frie vilje

Udover to bestsellerbøger og et par berømte TED Talks om begær og utroskab, er Esther Perel også kendt for podcastserien ’Where should we begin’, som består af samtaler med par. På samme måde bruger hun konkrete eksempler i ’Hvad utroskab kan lære os om kærlighed’ fra sin praksis.
Gennem sine mange samtaler har hun fundet ud af, at utroskab handler langt mindre om sex, en de fleste umiddelbart tror. I stedet siger hun, at der er tale om dybereliggende længsler og behov.
“Affærer handler om begær og at agere ud fra ens egen frie vilje. Når du indleder en affære, ved du, at du gør noget, du ikke burde, men det aktiverer din selvbestemmelse og suverænitet som menneske. Det er en ’nu gør jeg endelig noget for mig’-ting” siger hun.
De typer af utro mænd og kvinder, som hun fokuserer på i bogen, er nogle, der indleder affærer, selvom de ellers ikke kan karateriseres som egoistiske eller uansvarlige.

At møde et nyt jeg

Utroskab er en mulighed for at udleve noget, som kan virke livgivende, mener Esther Perel. Selvom hun anerkender, at utroskab også kan hænge sammen med en utilfredshed og et ønske om at gøre oprør mod det, man har derhjemme, så mener hun, at affærer oftere er et forsøg på at udforske nye sider af én selv.
“En affære er et møde med et nyt jeg. Det er ikke så meget, fordi folk ønsker at møde et nyt menneske, at de er utro, men måske mere fordi de gerne vil forlade det menneske, de selv er blevet”.
Derfor kan det også være svært for folk at vende tilbage til deres parforhold, selvom de måske ønsker det og bliver mødt med tilgivelse. Utroskaben har givet dem en ny indsigt i dem selv, som er svær at se bort fra, forklarer Esther Perel.

Urealistiske forventninger

Grunden til, at mange ser utroskab som noget utilgiveligt, hænger ifølge Esther Perel sammen med nogle urealistisk høje forventninger til vores partner.
Ideen om det perfekte parforhold, hvor det velkendte og det overraskende kan mødes, kalder Esther Perel ’et kæmpe paradoks’, fordi vi forsøger at forene nogle meget modstridende behov i et enkelt menneske.
“Fordi vi i dag lever mere isoleret og ikke indgår i så store fællesskaber, så ender alle de her forventninger hos vores partner, som skal være vores ven, med-forælder, intellektuelle sparringspartner, vores fortrolige og passionerede elsker på samme tid. Hvis ikke det er høje forventninger, så ved jeg ikke hvad” siger hun og forklarer, at utroskab var langt mere accepteret dengang ægteskabet primært var en praktisk foranstaltning.

Skammen ved at blive

Som parterapeut har Esther Perel mødt mange ægtefæller, der har oplevet at deres omgivelser reagerer med fordømmelse, hvis de ønsker at acceptere deres partners utroskab.
“Hvor det førhen var skilsmissen, som var skamfuld, så er det i dag skamfuldt at blive med en partner, som har været utro, hvis du har mulighed for at gå din vej” siger hun.
Men ifølge Esther Perel bør vi gøre op med det syn på utroskab. For der kan være god grund til at blive og forsøge at genopbygge den brudte tillid i et forhold.
 
Hun anbefaler alle par at tage en snak med deres partner om utroskab med det formål at nå frem til ’en indbyrdes kontrakt’.
I den ekstremt individualiserede tid, vi lever i, er der mere end nogensinde behov for, at vi taler åbent med vores partner om, hvad utroskab betyder for os og hvor vores grænser går, mener Esther Perel.
“Nogle gange, når der har fundet utroskab sted, så er det første ægteskab måske slut, men så er spørgsmålet er, om man er villig til at opbygge et nyt?”

Forrige Farsdag - og andre begivenheds-dage...
Næste Fast rutine eller freestyle?

Om forfatteren

Du vil også kunne lide