Vi tester årstidernes måltidskasse; kvalitet, nemhed og pris

Som delemor er jeg mutters alene voksen, når jeg har børnene. Hvilket betyder, at jeg står for al indkøb, madlavning og sådan set alt det praktiske arbejde med husholdning og lignende selv.
Når min tid med ungerne i forvejen er halveret, pga. min 7/7 ordning, så hilser jeg de nemme løsninger velkommen, som giver mere tid til alt det sjove, i stedet for alt det praktiske.
Og nej, idylliske eftermiddage, hvor min lille familie snitter økologiske grøntsager ud sammen og laver velduftende mad i fællesskab er altså ikke hverdagen hos os.
Snarere er det mig, der som en kvindelig inkarnation af Stasi hæsblæsende udstikker ordrer til drengene, om alt dét, de skal nå, mens jeg laver aftensmad; læse deres lektier, tage et bad, udvikle empatiske evner og evt. blive klogere på astrofysik – alt imens jeg rør i gryderne.

Test af Årstidernes madkasse

Så, nu vil prøve den med måltidskasserne fra Årstiderne, for at se, om måltidskasser bragt til døren letter lidt på det hele.
Og for at krydre det lidt, tester jeg, om det nu også er så godt, som jeg håber på.
Indlægget er IKKE sponsoreret, så det er min uforbeholdne ærlige mening, der gives til kende.

Hvordan tester vi måltidskassen fra årstiderne:

Mine drenge er hhv. 7 og 9 år, og vi har valgt en måltidskasse med indhold til 1 voksen og 2 børn. Indholdet er ment som aftensmad og er 100 % økologisk.
Der er måltider til 3 dage, og måltidskassen koster 596 kroner. Vi har valgt den kasse, der hedder børnefamiliekassen + frugt.
Det er en kuvertpris på 66 kroner pr. person.
Forholdsvis dyrt for mad til mig og mine 2 arvinger – også selvom det er økologi, så det skal godt nok give mening, hvis jeg skal bruge denne løsning!

Om Aarstiderne.com:

Vi kender nok alle sammen årstidernes økologiske kasser. De var nogle af de første til det her med kasser med grøntsager og frugt af ren økologi, leveret til døren. Sidenhen er der så kommet måltidskasser til, hvor ingredienser til hele måltider bliver leveret til døren.
Varerne bliver leveret i den genkendelig lækre trækasse, som vi alle sammen gerne vil have stående foran døren, eller bruge som opbevaring, så alle kan se, at vi har styr på det med økologien.
Kassen koster 40 kroner i pant, og du skal sætte den ud igen, så den bliver taget tilbage med næste levering.
Hvis du skal på ferie, kan du enten afbestille din måltidskasse, eller du kan ændre din adresse, så den leveres der, hvor du holder ferie.

Indhold i måltidskassen:

test af årstidernes måltidskasseDe 3 opskrifter byder på bombaygryde med ris og oksestrimler, fish and chips og krebinetter af hakket kalv/okse.
Opskrifterne er udførlige og det hele lyder lækkert. Dog studser jeg lidt over retterne – altså, karsecreme og clementinsalat?
Grunden til, at jeg har købt måltidskassen, er, at det skal være nemt, og spare mig tid – karsecreme lyder ikke som en tidsbesparer!
Agurkesalat med clementiner og eddike er altså heller ikke en logisk slutning herhjemme – her foretrækker drengene bare clementiner og agurker, som de er.
Frugten tæller bananer, æbler og appelsiner.
Frugten er desuden ret kedelig sammenlignet med Nettos økologiske frugt.

Måltiderne:

1. aften kaster vi os ud i fish and chips og gnavegrønt.
Øhhh, ‘pisk æggehviderne stive og bland dem med mel og….’ Øhhh… Really?
Herhjemme står vi ikke tirsdag aften kl. 5 minutter i aflevere-til-spejder-tid og pisker æggehvider til at vende forsigtig i melet, vi har blandet med kold olivenolie.
Min ‘dej’ til fish and chips bliver hurtigt erstattet med æg og rasp. Det betyder, at raspen til onsdagens krebinetter er ude.
Fisken er god, og der er masser af den.
De økologiske færdigsnittede pomfritter er også rigtig gode, og de smager som rigtige kartofler – måske fordi de er det (-:
Et lækkert måltid, men karsecremen er overflødig – de snittede grøntsager ryger nemt ned uden.
2. aften er det Bombaygryde – den er jeg ikke tosset med – men det er pga. den blanding af færdigkrydderier, der følger med, som jeg putter i gryden. Ikke min favorit, men jeg er også mere til friske krydderier eller som minimum ‘rene’ krydderier, jeg selv blander – ikke sådan noget færdig-tør-halløj.
Agurkesalten med clementiner og eddike gider jeg ikke lave – den står bare på agurker og clementiner i stedet.
Kødet er lækkert, og jeg synes, at der er nok af det.
3.aften er det krebinetaften – hurtigt og nemt. Dog bliver det til frikadeller, hvor jeg kan snige revne grøntsager i – og nå ja, og så har jeg jo ikke noget rasp.

Dom over måltidskassen:

test af årstidernes måltidskasseFor mig er det ikke det rigtige alternativ.  Indholdet er lækkert, især deres kød og fisk, men frugten er kedelig, og Nettos økologiske alternativ er faktisk bedre.
Men, når mit mål var at spare tid, så hitter måltidskassen ikke. D
SÅ spændende var maden heller ikke – der var ikke noget nyt over opskrifterne, og ikke noget, jeg ikke selv finder på i køkkenet, så jeg følte ikke, at vi ligesom fik en ekstra dimension af mad med i prisen. Det er ikke særlig børnevenligt.
Prisen er alt for høj i forhold til Nettos alternativer af økologisk mad. Jeg købte ind til resten af ugen i netto med 3 måltider der lignede, med laks, kyllingfrikadeller og gryderet – alt sammen økologisk og tilhørende grøntsager. Det kostede halvdelen af hvad årstidernes måltidskasse gjorde. Og, igen, frugten og det grønne er altså bedre i Netto.
Så, med en Netto indenfor 5 minutter, så er Årstidernes måltidskasse altså ikke nem nok eller spændende nok til mig og drengene.
bonusmor

Forrige Inddeling af skilsmisser i 3 kategorier
Næste Få gratis online hjælp til af den økonomiske rådgiver

Om forfatteren

Du vil også kunne lide

1 Comment

Leave a Reply