Skal sommerferien nødvendigvis betyde mere savn?

Skal sommerferien nødvendigvis betyde mere savn?

Mine 14 dages ferie med drengene er ved at slutte.
Vores 14 dages uafbrudt ferie har erstattet den sædvanlige 7/7 ordning – det har ikke været det rigtige valg.
Set i bagklogskabens klare lys.
For mig har det været fantastisk.
At finde en rytme, hvor bruddet ikke er lige om hjørnet… Ikke at skulle holde styr på tidsbudgettet.
Følelsen af, at dagene er blevet til trummerum.
Trummerummet udebliver i hverdagens delerordning.
Ja, for MIG har det været skønt.
Men det har ikke været det rigtige for drengene.
Vores ferie udenlands har været i 7 dage, og de resterende 7 dage har været herhjemme.
Det samme skal de med deres far og bonusmor – 7 dage udenlands og 7 dage hjemme og slappe af.
Så hvorfor var det egentlig en god ide at samle vores ferie i 2*14 dage, når vores planer sagtens kunne have passet ind i vores sædvanlige 7/7 deleordning?
Hvorfor var det nu, at det var en god ide, at den hverdag og den rutine, drengene kender og trives med, skulle brydes op og erstattes af en midlertidig?
Hvorfor giver det mening, at de skal savne mere end det er højst nødvendigt – vænne sig til nyt, når deres liv er skiften i forvejen?
Årh altså og shit da også…
Denne konstante øvelse med børneperspektivet – som glipper, fordi jeg er voksen og tænker voksentanker.
Vanetænkningen – en ferie er sammenhængene, er den ikke?
En ferie varer ikke 1 uge ad gangen fordelt på flere uger. Nej, ferien skal hænge sammen i lange træk.
Men skal den det, når man er delebarn?
Drengene savner deres far. Hver eneste dag, hvor vi er overskredet de sædvanlige 7 dage, har den mindste af drengene nævnt sit savn.
Som om hans indre ur ikke kan hitte rede i denne nye ordning.
Den store på 10 år siger, meget diplomatisk “jeg kan godt overleve det, men det er lige på grænsen til at være for lang tid”.
Men er der nogen god grund til, at vi skal tage det lige til grænsen? Andet end min egen og deres fars ønske om en sammenhængene ferie.
Når nu både deres far, bonusmor og jeg er fleksible med plads til underlige ferieønsker, så skulle vi da bare have holdt ferien på skift i den sædvanlige deleordning.
Vi kunne jo sagtens have taget en uge på ferie – så en uge hos far – og så kunne vi stadig have holdt endnu en uges ferie hjemme.
Det havde da været ferie i (skilsmisse)børnehøjde.
Den lektie vil jeg tage med mig til næste år.
Medmindre vi skal ud og rejse i mere end én uge af gangen, skal drengenes sommerferie ikke betyde, at deres savn skal øges.
bonusmor

Forrige E.T i biografen med dansk tale
Næste Sød kartoffelsuppe med æble

Om forfatteren

Louise Lisner
Louise Lisner 76 Indlæg

Louise Lisner er skilsmissemor til 2 skønne drenge i en 7/7 ordning. Med en hverdag som alenemor i lige uger, en kæreste med 2 egne børn i ulige uger, en fortid som sammenbragt familie (med sin nuværende kæreste) og en eksmand med en ny kone er erfaringerne mange, når det angår hverdagen i skilsmissefamilien.

Se alle indlæg fra denne forfatter →

Du vil også kunne lide

Louise Lisner

Hvornår og hvordan må børn være alene hjemme?

Hverdagen som alene voksen med børn er berigende på mange måder. Mere nærhed med børnene på deres præmisser. Der er begrænsningerne; med kun én voksen, er der mange praktiske ting,

Louise Lisner

Overvåger du dine børn med Gps i mobilen – og gør du det også, når de er hos din eks? 

Skal vi overvåge vores børn og deres færden via deres mobil/Ipad? For bare 10 år siden, ville de fleste have kigget vantro på mig, hvis jeg havde foreslået at sætte

Louise Lisner

Hvornår må børn være alene hjemme?

Hverdagen som alene voksen med børn er berigende. Tid, hvor det bare er dem og jeg samt absolut prioritering af at bruge tiden rigtigt. Så er der begrænsningerne. At stå

Ferie

Vrede over sommerferien

Min yngste søn var vældig indigneret forleden. På de voksne, på skolen og på hvordan vi voksne slet, slet ikke tænker os om. En hverdag, der KUN tager hensyn til

1 Comment

Leave a Reply