Overvåger du dine børn med Gps i mobilen – og gør du det også, når de er hos din eks? 

Overvåger du dine børn med Gps i mobilen – og gør du det også, når de er hos din eks? 

Skal vi overvåge vores børn og deres færden via deres mobil/Ipad?
For bare 10 år siden, ville de fleste have kigget vantro på mig, hvis jeg havde foreslået at sætte en lille chip på deres barn, så de kunne overvåge deres færden. I dag er det helt normalt.

Omsorg eller grænseoverskridende?

Det er en spændende debat. Hvor meget ret til privatliv har vores børn, og hvor definerer vi voksne børnenes grænser? 
Hvornår er børnene store nok til, at vi IKKE må spore dem?
Bør vi som det mindste ikke respektere børnene så meget, at vi informerer dem om, at deres færden overvåges?
Eller er det manglende omsorg IKKE at overvåge dem?

Jeg overvåger ikke mine børn via deres mobil. Jeg har en diffus følelse af, at det er for meget af det gode, og jeg vil ikke vide, hvor jeg skal sætte grænsen bagefter. Er det når de er 15 år? 16 eller 18? Eller først når de flytter hjemmefra?
Jeg står også i det dilemma, at jeg gerne vil have, at mine børn sommetider laver ting, jeg ikke skal vide; at de er en smule fandenivoldske og en smule modige. Jeg synes, at børn vokser af at bryde lidt grænser. Bevares, det skal være i småtingsafdelingen – fx som mine egne barndomsminder, hvor vi sneg ud ud i det forbudte buskads ved siden af fritidshjemmet og spiste tvebakker, vi havde listet ud af køkkenet. Så sad vi dér, 5 tøser, og fniste sammen med blussende kinder, fordi disse små skridt ud af de voksnes favn var frydefulde og spændende. 

Jeg er ret sikker på, at min søn på 12 år i forrige uge havde været i Fakta med sin kammerat og købe kanelgifler for en 20’er, han havde fået af sin morfar. Selvom han har fået at vide, at slik kun må købes og fortæres med min billigelse.
Hvis jeg bliver konfronteret med hans gerning, så har jeg også lyst til at korrigere hans adfærd, for han skal jo høre efter, hvad jeg siger. Men skal det ikke være ok, at man som 12 årig lister sin 20’er med i lommen og derefter har en fest ved at invitere sin kammerat på kanelgifler? Det har jeg egentlig ikke lyst til at sidde og spore via hans mobil, uden hans vidende. 

Et dilemma for skilsmisseforældre

Se, det er et helt normalt dilemma for os forældre; hvad er det rigtige at gøre, og hvad passer til vores temperament og vores børn.
Nu er der så den ekstra dimension, at mine børn har 2 hjem. 

Forleden skulle jeg hjælpe min søn med nogle indstillinger i hans mobiltelefon og så, at hans mobil bliver tracket af hans bonusmor. Det gør hun uden tvivl fordi, det er sådan, hun mener at passe bedst på ham. Min egen holdning om ikke at spore børnene, behøver hun og deres far ikke have. De skal gøre det, som de synes, er det rigtige ift deres måde at være forældre på.
Så langt så godt.

Dilemmaet opstår, fordi dét at tracke ham i ‘mine’ uger, bliver at tracke mig. Hvor er vi, og hvor er vi ikke?
Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg synes om den tanke.
På den ene side, er jeg ligeglad – mit liv er ganske ordinært, så der er hverken noget at skjule eller fremhæve i min tid med børnene. Jeg forestiller mig heller ikke, at drengenes far og bonusmor rent faktisk sidder og holde øje – sandsynligvis har de ikke skænket denne drejning en tanke. 
På den anden side er det en underlig tanke, at de kan holde øje med, hvad vi laver via et GPS koordinat, uden jeg har givet mit samtykke.
Omvendt; hvis de gerne vil vide hvor drengene er, for at kunne passe bedst på dem, så er det jo også et indgreb i deres forældrerolle, hvis de ikke kan vise den omsorg i ‘mine’ uger?  

Jeg tror faktisk, at det er et af de mest interessante dilemmaer, jeg er stødt på i mine 6 år som skilsmisseforælder.
Jeg kunne sagtens forestille mig skilsmisseforældre, hvor det kunne blive temmelig konfliktfyldt. Forestil dig, at der sidder en forælder, der er utryg ved, om den anden forælder har styr på ungerne, og af den grund tracker dem – det er et ret stort skridt ind i hinandens intimsfære. 

For mit eget vedkommende gjorde jeg ikke mere ved min opdagelse. Jeg er tryg ved, at mine børns far og bonusmor gør dét, de gør, fordi de vil drengene det bedste. At de så kan følge mine koordinater, når lillemanden er hos mig, er jeg nået frem til ikke generer mig mere, end at det er en kamel, jeg godt kan sluge.
Så kan de også finde os, hvis vi en dag farer vild 🙂 

Så, hvordan er dine børns telefoner indstillet?
Bedste hilsner Louise

Forrige 3 genveje til (at undgå) viljestyrke
Næste Studier viser: Dette er afgørende for skilsmissebørns trivsel 

Om forfatteren

Louise Lisner
Louise Lisner 69 Indlæg

Louise Lisner er skilsmissemor til 2 skønne drenge i en 7/7 ordning. Med en hverdag som alenemor i lige uger, en kæreste med 2 egne børn i ulige uger samt en eksmand med en ny kone, bruger Louise egne erfaringer som skribent på Ulige-Uger.

Se alle indlæg fra denne forfatter →

Du vil også kunne lide

Louise Lisner

Man bliver jo ikke pludselig enige, bare fordi man bliver skilt

Når jeg taler med folk om min status som skilsmissemor, så er det med få undtagelser altid de samme spørgsmål, og den samme reaktion, som jeg får; formodningen om, at

Louise Lisner

Når ulvene prøver at vælte føreren

Jeg har været syg i et par dage, og i den forbindelse må jeg sande, at jeg som ene voksen er i mindretal herhjemme. Mine 2 unger er som unge ulve,

0 Comments

No Comments Yet!

You can be first to comment this post!

Leave a Reply