Økonomien efter skilsmissen forhindrer mig i at være den far, jeg ønsker

Økonomien efter skilsmissen forhindrer mig i at være den far, jeg ønsker

En ulykkelig far er knust over en skilsmisse, der efterlader ham uden økonomisk mulighed for at tilbyde sine børn det, han ønsker.


Kære Brevkasse

Jeg har netop fået brev om, at min kone vil skilles. Jeg havde det på fornemmelsen, men jeg har fortalt hende, at jeg gerne vil vente. Men nej. Hun har indgivet sagen og jeg har ikke svaret på mailen endnu. Jeg er enig i, at vi ikke kan sammen mere pga en masse ting, men jeg er uenig i, hvordan hun ønsker, at vi skal organisere os.
Hun vil have alt efter hendes eget hoved, og jeg skal bare sige ja og betale ved kasse 1. Jeg har prøvet at snakke fornuft med hende, men hun mener, at jeg har belastet hende psykisk, og jeg nu ‘skylder’. Sagen er yderligere kompliceret af, at hun har et barn fra tidligere, som jeg ikke er biologisk far til, men som jeg har kendt i 10 år og jeg ønsker virkelig at bevare mit forhold til ham.  Vi har tillige et barn sammen.
Jeg er bange for, at jeg ikke får råd til at tilbyde børnene det, jeg gerne vil, da min snarlige ekskone ribber mig for alt, hvad jeg har. Pga børnene får folkeregisteradresse hos moderen, vil jeg fx ikke kunne få boligstøtte, ej heller en børneydelse som enlig forælder, selvom vi har delt bopæl. Hvad filan skal jeg gøre? Jeg har det virkelig skidt og vil bare være den bedste far, der også har plads økonomisk og kan tilbyde mine børn de rette rammer, og ikke kun den rette plads i hjertet.

Vh Far

Psykoterapeut Stine Zink svarer:

Kære Far

At blive skilt er altid forbundet med sorg. Uanset hvor enige man er om at gå fra hinanden, så er der sorg, der skal bearbejdes. For selvom ingen dør, så er der meget, man mister: Sit daglige livsvidne, forestillinger om fremtiden, den intakte familie, tid med børnene. Måske også bolig og status. Og så er der hele det syn, man har på sig selv: Forestillingen om hvem man er. For hvem er man nu, hvor man ikke er del af det forhold, man har været del af indtil nu? Der er nok at tage sig af.

Du fortæller, at du og din kone har dårlig kommunikation. At I vil noget forskelligt. Mens du ønsker at udsætte skilsmissen, ser hun ingen grund til at vente og har igangsat den udenom dig. Det er naturligvis aldrig rart, når andre træffer beslutninger på vores vegne. Det har nogle konsekvenser for dig, mærker du. Og sådan kan det ikke undgå at være. For når vi flytter os i livet påvirker det dem, der står allertættest på os. Så når din kone flytter sig i sit liv, så påvirker det dig. Måske kan du se det som, at det er noget hun gør FOR sig selv, og ikke noget hun gør MOD dig?
Du fortæller, at hun overvejer at sige, at du har belastet hende psykisk. Prøv at vær åben for, at det er sådan, hun føler det, og ikke blot noget hun kan bruge imod dig. Så det ikke bliver et stridspunkt mellem jer, men blot en uenighed om, hvordan tingene har været mellem jer. Måske er hendes udmelding udtryk for hendes frustration over at du, set fra hendes synspunkt, ikke blot accepterer hendes ønske om skilsmisse, men forsøger at trække en i forvejen svær beslutning i langdrag?

Der er et barn i klemme, som ikke er dit biologiske barn. Du er bekymret for, om du har økonomisk råd til at have barnet i dit liv. Prøv at flytte fokus lidt fra det økonomiske. Det er naturligvis en del af det at være forælder at sørge for, at børnene har tag over hovedet og mad på bordet. Den del får han måske hos sin mor. Du kan bidrage med noget andet, der er lige så vigtig, nemlig den følelsesmæssige støtte. Den kan du fortsat yde. Du kan fortsat være en vigtig del af det fundament, han skal stå på, mens han bevæger sig ud på sin egen vej i livet. Lad dit bonusbarn vide, at du fortsat vil være der. At han kan komme til dig, når han har brug for det, og at du vil hjælpe ham alt, hvad du kan. At dine følelser for ham ikke vil ændre sig, selvom du og hans mor flytter hver til sit. Så selvom økonomien er stram, og selvom du ikke kan tilbyde ham et værelse hos dig, så vil der stadig være masser af hjerterum.
De unge mennesker har i den grad brug for at mærke, at de er velkomne og at de hører til. Også selvom de er på vej ud i livet på egen hånd. Du skriver, at du er enig med din kone i, at skilsmisse er den bedste løsning I jeres tilfælde. Hold fast i det! Forfald ikke til at blive bitter på din kone ved at se dig selv som offer og føle, at hun har frataget dig dine forælderrettigheder. Den bitterhed gavner hverken dig eller børnene. Gå i stedet foran for at få det her til at falde på plads så godt som muligt.
Jeg ønsker dig og jer alt det bedste!

Mange hilsner
Stine

StineZink.dk

CoPilotspanelet består af Advokatfuldmægtig Tanja Graabæk, rådgiver for sammenbragte familier/bonusforældre Janne Leth Førgaard samt Stine Zink, psykoterapeut.

Stil dit spørgsmål til Brevkassen her

Forrige Hvad tænker børnene om at far eller mor får en ny kæreste
Næste Sådan fortæller du børnene om skilsmissen

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/copilots.family/public_html/wp-content/themes/trendyblog-theme/includes/single/post-tags-categories.php on line 7

Du vil også kunne lide