Nybagt skilsmissemor: Vi var enige om bruddet, men…

Nybagt skilsmissemor: Vi var enige om bruddet, men…

Jeg blev single for ca. ½ år siden. Min ex skulle lige finde et nyt sted at bo, så jeg har kun været alene mor i min 7/7 ordning i 4½ måned.



Gæsteskribent Katrine Anthony Petersen.
Katrine er mor til 2 og pædagog.


 
 

Vi var enige om bruddet, men…

Min ex. og jeg var enige om at gå fra hinanden. Det var ham, der poppede ordene, men jeg reagerede med lettelse. Det var som om, at vi endelig anerkendte, at der faktisk lå en stinkende ost og stirrede på os, og at den sgu’ havde ligget der et stykke tid.
Af en eller anden årsag har jeg på trods af lettelse og anerkendelsen af den lugtende ost, haft en hel del at deale med.
Hvis sandheden skal frem, så var jeg fuldstændig rystet i min grundvold, men jeg vidste ikke helt hvorfor hele dette cirkus slog mig fuldstændig ud af kurs.
Jeg stod og vaklede på knivægget imellem depression og frigørelse.
Det blev min veninde, der redede mig, da hun spurgte mig ’’hvorfor går du ikke hjem og græder lidt og finder frem til dig selv? Indtil nu, har du jo kun sørget for, at dine børn har et hjem, og at de trives, men hvad med dig selv?’’. Så det gjorde jeg. Jeg dealede med det, og her er, hvad jeg skulle se i øjnene, før jeg fik fat i mig selv.
Hvis jeg spurgte mit hoved, om jeg var forelsket i min ex? Så kunne jeg svare fuldstændig sikkert, at ’’nej, det er jeg ikke. Vi er meget enige om, at vi skal gå fra hinanden’’.
Men min krop derimod! Den var absolut ikke enig. Nogen vil sikkert sige, at det er et vanvittigt spil, på den måde at dele krop og hoved op. For jeg har faktisk en krop, som ved usandsynligt meget, som miy hoved aldrig får forstand på. Min krop kan godt lide trygheden, der er i et forhold, hvor man er to om tingene, og den kan lide at blive kysset og rørt ved. Hvis det fysisk ikke fungerer, så bliver min krop tyk, fordi det fysiske kan byttes ud med chokolade.

Jeg glemte mig selv

I eftertænksomhedsprocessen har jeg fået det delt det op på den måde, at mit ID, naturmennesket, har følt at behovene blev fyldt op tilstrækkeligt, på sin egen mærkelige måde. Men mit JEG følte sig overset, og der kan chokoladen ikke levere dét, der skal til.
Min ex og jeg er meget forskellige mennesker.
Jeg er en cirkel, og han en firkant. Han er en overlever, der har styr på sit shit, sit arbejde, sine T-shirt på bøjler og strøgne cowboybukser til fest; han følger normaliteten og normerne. Imens er jeg lystdrevet; jeg leder stadig efter den arbejdsplads, der kan gøre mig lykkelig; for når nu jeg skal være væk fra børnene i dagstimerne, så skal tiden fandme i den grad også give mening. Mit tøj har jeg stoppet ind i en alt for lille kommode.
Jeg føler mig begrænset af normer og normalitet. Min ex blev træt, hver gang jeg lod dagdrømmene flyve, eller jeg fik en idé, der i hans øjne var lidt for optimistisk. Jeg tror, at han syntes, at det var irriterende, at jeg ikke bare kunne lande og følge samfundets normer.
Jeg tror, at pga. vores forskelligheder, så følte mit Jeg sig ikke elsket på samme måde, som min krop, og derfor havde jeg alle disse modsatrettede følelser i starten af vores brud.

Nu vender jeg vender hjem til mig selv

Den næste store nød, jeg har måttet knække, var hvordan kunne jeg lade mig selv, og hvordan kunne vi lade hinanden, være i parforhold uden kærlighed i de sidste nok on and off 5-6 år, uden at sige fra noget før? Selvfølgelig havde vi i processen travlt med projekt børn og være forelskede i selve ideen om et familieliv. Det undskylder det jo ikke, men dét, at have fået børnene gør, at jeg til syvende og sidst aldrig vil fortryde mine 8½ år med min ex.
Men vi har snakket om det. Havde vi været 20 år, da vi mødte hinanden, så havde vi sandsynligvis haft 2 gode år med hinanden, og så havde vi aldrig set hinanden igen.
Heldigvis er min ex et meget fornuftigt menneske, og i med at han også tog med på vores mærkværdige rejse sammen med den lugtende ost, så gjorde jeg det ikke alene.
Her snart et ½ år efter bruddet, kan jeg mærke, at jeg begynder at kende mig selv og det er dejligt. I forholdet endte jeg med at prøve på at blive venner med normerne og normaliteten, men jeg glemte mig selv, imens jeg gjorde det, og jeg gik på for mange kompromisser, fik sagt for lidt fra og endte derfor som et menneske, der bare lallede rundt i forsøget på at gøre et eller andet.
Nu er jeg begyndt forfra i opbyggelsen af mit fundament, fordi jeg vil ikke bare tilbage til den, jeg var før jeg gik ind i forholdet. Jeg vil være mit ægte jeg, den jeg er efter alt, hvad jeg har lært de sidste 9 år sammen med mine skønne børn og deres far på sidelinjen.
Det skal siges, at min ex og jeg er ikke er uvenner. Men venner? Det ved jeg ikke… Vi er nok for forskellige til nogensinde at blive ven-venner. Vi er nok sådan en slags venner, der aldrig kunne finde på at være andet for vores børns skyld. Jeg vil altid respektere ham for, at vi sammen fik det, der betyder alt i verden for os, og jeg ved at der er ikke nogen andre i verden, der elsker vores børn, som vi gør det. Dét vil vi altid have til fælles.
Med de varmeste hilsner fra Katrine nybagt skilsmissemor.

Forrige Dengang jeg blev single og delefar
Næste Lagersalg i 2017

Om forfatteren

Du vil også kunne lide

0 Comments

No Comments Yet!

You can be first to comment this post!

Leave a Reply