Når uret tikker…

Når uret tikker…

Jeg er en nærig-pind. En nærig-pind med tid. Det er igen det her deleliv med børn hver 2.uge, der får lov til at definere rigtig meget af min gøren og laden.Med børn kun hver 2.uge, så er tiden sparsom. Friheden til at gøre, hvad jeg vil i ugerne uden børn, kommer jo med en pris; at jeg ikke har mine børn sovende i mit hjem, rendende om mine ben eller deres hår at snuse til i halvdelen af tiden; halvdelen af deres opvækst. En ret vild tanke, der kan fremprovokere lidt hyperventilation hos mig; den overpyldrede mor.
Så, jeg er i sandhed blevet god til at bruge min uge med børn på børnene.
Det betyder, at der er en del arrangementer, som jeg ikke prioriterer at komme til, uagtet hvor søde menneskene bag dem er.
Da jeg forleden fortalte min mor om et ’tak, men nej tak’ til en fødselsdag, spurgte hun ’men tror du ikke, at hun bliver sur over, at du ikke kommer?’.
Meget befriende kunne jeg helt ærligt sige ’det er jeg faktisk fuldstændig ligeglad med’. Og det er jeg. Jeg er hamrende ligeglad med, om folk bliver sure over disse afbud.

Den dag kan jeg ikke…

I starten kravlede jeg sådan lidt udenom med tåbelige undskyldninger som ’njaarh, lige den lørdag har jeg vist rigtig ondt i hovedet’ eller lignende hvide løgne. Men med ærlighed kommer man som bekendt længst, og nu melder jeg klokkeklart ud ’den weekend har jeg ungerne, så der skal jeg bruge tiden med dem’. Det er jo, trods alt, i de flestes ører, en rigtig god grund til at melde afbud. Mit indtryk er da også, at jeg møder forståelse – i hvert fald har jeg ikke selv opdaget, hvis dette afføder misbilligelse hos nogen.
Men der er selvfølgelig en balance – lige nu kommer der 40 års fødselsdagsinvitationer drønene ind ad døren i et tempo, der gør, at vi nok skal nå at blive trætte af fester i år, og jeg nok skal nå at komme klædeskabets festlige rober igennem (og hey, jeg kan stadig passe tøjet fra dengang, det var 30 års fester vi holdt!). Og runde fødselsdage hos mennesker, der en del af mit liv, skal selvfølgelig også passes.
Så, jeg er lige for tiden lidt presset over, at der i de næste måneder er adskillige weekender med børn, hvor de skal passes. Dyrebar tid, jeg går glip af. Heldigvis har de nogle bedsteforældre, hvor glæden ved hinandens selskab er gensidigt, så drengene får til gengæld fyldt op på forkælelse og kvalitetstid med mine forældre.

Forrige Hos os fungerer den alternative deleordning
Næste Sådan; de bedste råd til den sammenbragte familie

Om forfatteren

Louise Lisner
Louise Lisner 76 Indlæg

Louise Lisner er skilsmissemor til 2 skønne drenge i en 7/7 ordning. Med en hverdag som alenemor i lige uger, en kæreste med 2 egne børn i ulige uger, en fortid som sammenbragt familie (med sin nuværende kæreste) og en eksmand med en ny kone er erfaringerne mange, når det angår hverdagen i skilsmissefamilien.

Se alle indlæg fra denne forfatter →

Du vil også kunne lide

Uncategorized @da

Hvad stiller man op med ensomheden?

En af de ting man uvægerligt konfronteres med når man er en del af en skilsmissefamilie, er ensomhed. Der er en meget stor forskel på ens liv og hverdag alt

Uncategorized @da

8 grunde til jeg værdsætter mine børns bonusmor

8 gode grunde til at jeg er hulens glad for drengenes bonusmor ♥ De er nemlig slet ikke så farlige, de dér skønne mødre med bonus i!

Uncategorized @da

Når børnene ødelægger parforholdet

Har du opdaget de mange artikler om, at børn fylder for meget og ødelægger parforholdet? Familielivet er konstant ude til tørre i det offentlige til evig revision og evig bedømmelse.

1 Comment

Leave a Reply