Når ulvene prøver at vælte føreren

Jeg har været syg i et par dage, og i den forbindelse må jeg sande, at jeg som ene voksen er i mindretal herhjemme. Mine 2 unger er som unge ulve, der forsøger at overtage førerpositionen, når lederen er nede og ligge.
De er søde og hjælpsomme, men huset ligner en kampscene – rod alle vegne. Jeg render så rundt og rydder op efter dem. Af ren (u)vane.
Så, selvom jeg faktisk ikke rigtigt er tilhænger af, at alle mulige altid skal være så kloge på familielivet, så har jeg læst dette indlæg med gode råd samt dette. Jeg blev faktisk inspireret og kunne se ideen for mig. At jeg ikke kræver noget af børnene, hjælper dem ikke, og gør dem ikke stærkere – tværtimod.
Mine børn gør (næsten) altid, hvad jeg beder om. Men der er ikke rigtig nogen autopilot, hvor de selv sætter i gang.
De har vænnet sig til, at jeg servicerer. Så pilen peger indad her, og jeg får vist som fortjent.
Med pligter og fælles værdisæt kan jeg støtte dem i mere selvtillid og tro på egne egner.
Med en husstand med kun 1 voksen, så bliver vi nødt til at være mere fælles, end man gør med 2 voksne i hjemmet. Der er masser af pædagogik og gode grunde til, at børn skal hjælpe og have pligter. Hos den enlige forælder er der dog en masse grunde, der simpelthen er af praktisk og logistisk karakter.
Derfor har vi familiemøde i aften. Her sætter vi os og laver i fælesskab vores familieværdier og fordeler pligter. Skriver det ned på plancher, som kommer op at hænge. Tror på hinandens evner og løfter i flok. Viser tillid ved at forvente og kræve.
Vi spiser også en kage imens. Ulvene skal beroliges og fodres (-: