Mød Lykke; "vores familie er mamma, mor og børn"

Mød Lykke; "vores familie er mamma, mor og børn"

Mød kernefamilien med 2 børn og 2 voksne tilsat et tvist. For det er mor & mamma i stedet for mor & far.
Lykke Scheuer er hospitalsklovn, skuespiller, stifter af samtaleriet.dk.

Hvordan oplever du selv din familie?

Lykke Scheuer


Det sjove er jo, at min familie meget traditionelt består af to voksne og to børn. Det er ligesom en kernefamilie og så bare med et twist.
Vi tænker på os selv som to forældre og ikke som to af samme køn. Vores børn har to forældre, og vi har to børn. Det meget standart.”
At blive mødt med nysgerrighed

Oplever I at blive mødt med et andet blik udefra?

‘”Ja. Men dermed ikke sagt, at det er negativt.
Det kan godt være, at jeg bare ikke opfanger det, men vi har faktisk aldrig oplevet at blive mødt negativt. Jeg vil sige, at vi bliver mødt med nysgerrighed. Det er en af de første ting, der rammer folk.
”Okay, okay, så I er to kvinder?”
“Det er som om, at folk gerne vil forstå, hvad de står overfor. Det handler ikke om, om det er rigtigt eller forkert, men bare om at få en forståelse af, hvad de har med at gøre. Der selvfølgelig nogle, der tager den slags interesse som noget negativt, for hvorfor behøver andre at få det at vide?
Jeg svarer altid velvilligt på spørgsmål, for jo mere vi ved, jo mindre angste er vi. Det er jo sådan verden fungerer.
Nogle stiller spørgsmål som:
”Nårh okay, har I så et barn hver, eller hvem af jer er mor? ”
Så siger jeg, at det er mig, der har født begge børn, så jeg hedder mor, og så hedder min kæreste mamma.
Jeg tror, det er for at undgå at komme til at sige noget akavet, og det kan jeg da godt forstå.
Jeg tror ikke, at det handler om at folk vil snage. Jeg tror, at det handler om, at man gerne vil have en viden omkring hvordan en anden verden kan se ud. Hvis man kommer fra et sted, hvor man aldrig har mødt homoseksuelle, og hvis du så pludselig møder en, så kan jeg da godt forstå, at der måske lige er et behov for at få det hele afmystificeret lidt. Simpelthen”.
Jeg fik engang spørgsmålet:
”Undskyld jeg spørger, men må jeg gerne spørge dig om noget meget personligt?”.
Jeg tænkte jo ‘øøøh, ja, gad vide hvad der kommer?’ Men så var spørgsmålet bare
”Hvad kalder I den anden part?” Der tænkte jeg  ‘åh herregud, det er jo bare mamma’. Det er jo ikke dybt personligt. Når vi spørger ind til en familiekonstellation, som er anderledes end de gængse, så er der mange, der er bange for at komme til at træde forkert, jokke i spinaten, sige noget dumt, eller komme til at støde nogen”.

Hvordan er det at leve med at andre får det sådan, når de taler med en?

“For mit vedkommende har jeg intet problem overhovedet. Det har min kæreste heller ikke, heldigvis. Jeg kender andre homoseksuelle, som har ekstremt svært ved det. Som opfatter det som en skide besværlig ting at skulle forholde sig til hele tiden, at man er uden for normen. Hvorfor skal du spørge ind til det? Kan du ikke bare acceptere at det er sådan her det er? Og behøver du at få at vide, hvad jeg er eller hvem der har født eller?

At finde nogen at spejle sig i

“Det er jo også anderledes med to voksne kvinder i en familie. I forhold til det heteronormative, så er det jo anderledes. Det har i rigtig, rigtig mange år heddet mor, far, børn. Det var den konstellationen, der var. Homoseksuelle har været ikkeeksisterende i mange skrifter og bøger, og hvis de har været repræsenterede, så har det været med helt, helt skjulte antydninger. Eller med en understregning af, at det må man ikke være. I gamle dage kaldte man måske to kvinder der boede sammen for veninder, og den ene af dem havde måske et barn, eller de havde otte katte, men kærester – det kaldte man dem ikke.
Heller ikke selvom man vidste, at det egentlig var sådan det var. Det blev ikke nævnt”.
“Det er også derfor, der er så mange, der har haft svært ved at springe ud, tænker jeg. De har gået i det skjulte og skulle finde ud af, hvad de er. Hvad er det, som jeg indeholder? Hvad og hvem er jeg? Hvad er det, jeg har i mig? Jeg kan ikke spejle mig nogen steder. Så finder man måske en eller anden lille karakter i en bog, en slags skyggekarakter, som er nævnt, og som har et eller andet særligt man pludselig bliver interesseret i, der er et eller andet virkelig appellerende i den figur. Senere, når man er blevet voksen og er sprunget ud, så finder man endelig ud af, at det da var fordi karakteren havde de samme karakteristika som en selv, eller som man havde dengang. For heteroer er det jo det samme, bare med omvendt fortegn, skulle jeg til at sige.Der er ikke noget, der beskriver os for jer. Det jeg mener er; at ikke lige så frit tilgængeligt, som alle de heteronormative kærlighedshistorier, der er i omløb.
Det er blevet væsentligt bedre. De unge har nu væsentligt nemmere ved at finde referencepunkter f.eks. i serien Skam, hvor der er en homoseksuel karakter.
Eller som Elsa i Frost, som måske har en lille snas af noget. Der er jo en hel bevægelse indenfor det homoseksuelle miljø, der handler om:”Free Elsa. Give Elsa a wife”.

Hvordan er håndterer I overgreb på homoseksuelle rundt om i verden, i forhold til jeres børn? 

“Det snakker vi slet ikke om. Vi snakker ikke om et frygtfelt. Vi taler om, at der findes mange forskellige måder at leve på og at der så, nogle steder, er mennesker der ikke helt har forstået det endnu. Vores børn møder ingen modstand i skolen. De møder ingen modstand i børnehaven. Børnene, de møder, er ekstremt nysgerrige.
”Wow, har du to moar? Wow hvor er du heldig!”.
Det hører de ofte. En mor-dobbelt-op! Det må være himmerige. De er generelt bare virkelig nysgerrige, og kan spørge til om drengene så ikke har en far! Og så svarer vi – jo de har en donorfar.
Vores drenge møder simpelthen ikke det frygtfelt. Men når det så er sagt, så møder de nogle gange et ” kan man det? Her svarer drengene på en solid bund af okayhed ” ja da” og fortæller tit, hvordan det hele hænger sammen
Indtil videre har de aldrig mødt nogen der synes at det er ulækkert eller forkert”.
Men der er også sket noget andet. Hele fertilitetsteknologien har jo gjort at det er muligt for kvinder at få børn ”uden en mand”. Man kan gå hen på en klinik og købe sig til sæd, eller et strå som det hedder…
Hele forløbet er blevet industrialiseret. Der er en donor, han går ind i en spermbank og siger at han gerne vil donere. Så tjekkes han for sygdomme og bliver evalueret og findes han okay kan han donere sæd. Og det får han et beskeden beløb for og så sælger klinikken det, så de får fortjeneste ud af det. Det hele er jo blevet ligesom en produktion. I 70’erne eller 60’erne var det venners venner man måtte spørge, hvis man overhovedet gjorde det. Dengang var det jo ikke helt så normalt.

Hvordan er det at skulle træffe så bevidst et valg, med hensyn til barnet, om hvem der er bedste bud på en donor? 

Det svære er overhovedet at træffe valget; barn eller ej. Det bliver jo en kæmpe beslutning, når nu de ikke bare kommer af sig selv. Vi undersøgte de forskellige muligheder. Om det f.eks. skulle være med kendt donor; en som vi selv kendte, og som så skulle have indflydelse i barnets liv. Men det valgte vi fra, fordi vi, og her er det jo vidt forskelligt hvad mennesker ønsker, godt kunne mærke, at vi havde lyst til kun at være to forældre til børnene. Jeg havde en fornemmelse af at min kæreste ville blive kørt ud på et sidespor hvis vi pludselig var tre. For al lovgivning siger, at så bliver donor jo faren, og jeg blev moren.
Vi læste simpelthen så mange undersøgelser og beretninger fra nu voksne donorbørn og fra børn, der er vokset op med to mødre eller to fædre, og vi kunne se, at det springende punkt var, om barnet var ønsket.
På et eller andet tidspunkt så må man gøre op med sig selv – vil jeg have børn eller vil jeg ikke have børn? Og hvornår skal det så være?
Så skal det være nu, for der kommer aldrig et perfekt tidspunkt at få børn på.
Det er jo ikke sådan, at ” så kan vi lige nå det det i uge 18 hvor jeg har lidt afspadsering”
Så nu gør vi det bare!
Så det gjorde vi. Vi gik på klinik”.

Anerkendelsen af en anden familieform

Det er jo syret, at man kan designe barnet – for det er jo nærmest det, man gør. Du kan simpelthen vælge højde, øjenfarve, hårfarve, hudfarve. Skal det være en asiatisk donor, skal det være kaukasisk, skal det være negroid ? Skal det være en halvt argentiner, halvt irlænder?
Da det nu var mig, der skulle bære, så valgte vi ud fra min kærestes træk. Lyshåret, grønne øjne, normal vægt og højde. Der var en masse tests, jeg skulle igennem som var påkrævet ved lov, før jeg kunne komme i fertilitetsbehandling. Der var på det tidspunkt, hos nogle partier, modstand mod at man som homoseksuel skulle have ret til hjælp til at få børn.
Det er så blevet lavet om nu.
Men vi talte om det mange gange gennem denne proces, at det jo er helt sindssygt, at to mennesker som meget gerne vil have et barn, som virkelig har overvejet det og som virkelig siger ja, skal tjekkes i hoved og røv for sygdomme og psykiske ubalancer – for alt! Mens du godt kan gå ud og i en eller anden megabrandert få et one-night-stand og lave et barn og det er okay.
“Dengang jeg fødte, kunne min kæreste ikke blive anerkendt som forælder ved fødslen. Det var først tre måneder efter fødselen, hun kunne få lov til at lave det, der hedder en stedbarnsadoption. Så selvom hun har været med i hele processen, lige fra vi mødte hinanden og godt kunne tænke os at få børn sammen, hun var med i alle planlægnings- og beslutningsprocesser, hun var med inde til insemination, til scanninger, hun er med i alt – så måtte hun alligevel ikke blive anerkendt som forælder, før der var gået tre måneder. Det var bare en regel.
Men hvis min kæreste havde været en mand, så var han blevet far med det samme. Mand og kvinde = far med det samme. Også selvom undfangelsen var sket ved insemination, og han ikke var biologisk far til barnet.
Men det er lavet om i dag. Og det er godt for det andet smager lidt af ‘ vi er alle lige, men der er nogle, der er mere lige end andre”.

Vi springer ud igen og igen

“Det sjove ved at være som os er, at hver gang vi kommer i en ny sammenhæng, så springer vi ud. Vi må gøre det hele tiden, igen og igen. For dig ligger det implicit, at du bare er heteroseksuel. Der skal ikke så megen forklaring til; altså du er skilt, og så har du din eksmand og det kræver ikke yderligere introduktion.
For os er det sådan, at når folk spørger f.eks. ”Din mand, arbejder han så også?”, så skal jeg hele tiden vælge, om jeg gider at sige, at det er altså en kvinde, eller skal jeg bare lade det passere?
Har den, der spørger, eller har vi brug for at jeg lige korrigerer? For lige om lidt så spørger han måske igen, og så skal jeg måske til at forklare, at det er altså en kvinde, og hvorfor sagde jeg det så ikke første gang? Bliver det så akavet?
Ja, for mig gør det, for prøvede jeg at skjule det første gang? Og nej, det var jo egentlig ikke et forsøg på at skjule det, så er det nødvendigt med en forklaring?
Måske jeg bare ikke gad forklare det lige der, for det koster som regel en ekstra volte hver gang.
Nogle reagerer bare med et: ”Nåh – okay”. Og så er de videre. For dem er det helt naturligt.
Og så er der dem bliver befippede: ”Nåh ja, nej da, jamen det må du undskylde!”.
Og jeg tænker jo bare, at det kunne du jo ikke vide for fanden da…
Du kan jo heller ikke se om jeg har 6 tæer før jeg tager skoen af.
Det sker jo også når vi er ude sammen som familie. Børnene de “outer” os hele tiden. Vi står måske i hver sin ende af legepladsen, fordi den ene er blevet hevet hen til gyngerne og den anden til rutchebanen, og så kommer der en og spørger: ”Nåh men, hvor er din far henne?”. ”Jamen, det er min mamma, der står derhenne og jeg har ikke nogen far og det er min mor, der står derovre”.
Ja hej, hej, det er så os…Lebbelinerne på gyngen og trampolinerne.
Men det fortæller jo også historien om hvor fuldstændigt normalt det er for dem, for os.
Hvad med børnebøger? Det er jo med til at bidrage til en normal-fortælling? 
De hænger ikke lige på træerne, men der begynder at komme flere. Vi har en der hedder Niller Pilfinger, som har to mødre. Og så har vi bogen Forunderlige Familier, som er en bog som viser forskellige familieformer, hvor en af dem er vores.
Derfor har vi været meget klare fra starten om hvad de kommer af. Og så valgte vi – og vi var så heldige at vi kunne det – at have samme donor til begge børn. De er helsøskende. Så hvad de ikke kan se i min kæreste og mig, det kan de måske finde i hinanden.
Det kunne da være dejligt i officielle sammenhænge at der i de der mor- og farrubrikker stod forældre 1 og 2 i stedet. Men når jeg udfylder sådan et skema, så streger jeg bare far over, og skriver mamma i stedet for. Bare lige for at sige, at sådan det altså er her! Og det er ikke i irritation, og for-helvede-hvor-er-det-skide-irriterende. Mere for at gøre opmærksom på det, som en slags serviceoplysning til dem, der nu skal have noget med os at gøre – læger, pædagoger, lærere osv.
Rubrikkerne passer måske generelt bare ikke længere til de moderne familieformer, når der nu er 37 forskellige?”


planlægning og delebørnIndlægget er lavet i samarbejde med Swapkids; den gratis app til delefamiliers planlægning – vi ved, at der er plads til 37 forskellige familieformer.

Forrige Hovedbanegården. Tirsdag kl.08:18. Under uret. YES!
Næste Et stk. positiv graviditetstest; minus et stk. kæreste

Om forfatteren

Du vil også kunne lide