Min første ferie efter skilsmissen; euforisk glæde og frygteligt sørgeligt

Min første ferie efter skilsmissen; euforisk glæde og frygteligt sørgeligt

Sommer nr.1 efter syndefaldet…
Året er 2008. Vi sidder i en bil. En rusten Toyota Corolla fra 1985. Den er rød og har ingen servostyring. Over os skinner solen fra en skyfri himmel. Vi kører 80 km i timen sydpå på kystvejen fra Allinge mod Gudhjem. På venstre hånd har vi klippekysten og dens fald ned i Østersøen, der i dagens anledning er mere blå end blå, og på højre hånd har vi de stigende og faldende marker med gyldent korn. Der er så højt til himlen, at hjertet synger, og alle fire sidevinduer i den rustne, men trofaste møgspand, er åbne, og blæsten står os tørt lige i hovedet og dufter skønt af sol, sommer, hav og land.
Når man kigger ud over vandet mod øst kan man skimte Christiansø, der ligger som en luftspejling derude midt i alt det blå, mellem himmel og hav. Ud af den plastik-spacede bilradio, som vi selv har installeret for et par år siden, og som sidder der som et fremmedlegeme i den stort set antikke bil, strømmer musikken for fuld volumen:
Robbie Williams, Hot Fudge, igen og igen. ”Yeeeeeeeeeha!”
Den yngste, der endnu ikke kan engelsk, synger med på det hun kan. Den ældste og jeg skråler for fulde hals:
” Take me to the place where the sunshine flows –
Oh my Sunset Rodeo”.
Det er sommer nr.1 efter skilsmissen. Det er frygtelig sørgeligt og mærkeligt. Og samtidig fuldstændig åbent euforisk.
Tænk, tiden er min. Jeg kan gøre med den hvad jeg vil. Jeg kan selv tage beslutninger. Jeg kan selv vælge. Det er op til mig hvad vi spiser til morgen- og aftensmad. Det er op til mig hvad vi skal lave, gøre, se. Det er op til mig, om vi skal læse, danse, sove eller spise softice. Og det fuldstændig fantastisk. Frihedsfølelsen buldrer gennem årerne og hjernevindingerne som ecstasy. Jeg er min egen herre! Fuck! Hvor er det fuldstændig fantastisk vildt.
Jeg trækker vejret, som i virkelig-trækker-vejret og er høj på egen handlekraft.
Jeg sidder i bilen og skråler, igen og igen, sammen med mine to smukke, elskede unger og Robbie-drengen, og tænker, at dette øjeblik vil jeg huske for altid. Dette øjeblik i bil og sol, med mine børn på Bornholm. Og det har jeg gjort. Og det gør jeg. Husker. Det var et sådan et intenst øjeblik. Det var sådan en intens sommer.
Jeg er endelig vågnet op igen som selvstændigt væsen.
Min eks var hverken ond, dum eller en dårlig mand eller far… Jeg var bare gået hen og havde glemt, hvordan jeg var mig.
Og nu – alene voksen, men med børn i bilen – kommer jeg i tanke om, hvem jeg var. Hvem jeg er. Jeg er sådan en, der synger højt i bilen. Jeg er sådan en, der spiser pandekager til aftensmad. Jeg er sådan en, der fortæller lange snørklede historier om noget helt andet end det, vi lige snakkede om, fordi det minder mig om noget, jeg lige har læst. Jeg er sådan en, der gerne vil forsvinde i timer eller dage ind i en bog. Jeg er sådan en, der gerne vil danse på stuegulvet, når nu Broadway aldrig blev min vej. Jeg er sådan en, der stikker to tandstikker op i næsen og gør mærkelige ting på restauranter, til den yngstes skam og græmmelse. Jeg er sådan en, der ikke tør beholde tandstikkerne i næsen, når tjeneren kommer med drikkevarerne og som ikke får sagt fra, når vi har ventet 1 ½ time på maden, og det går op for os, at de har glemt os. Jeg er sådan en, der griner meget og længe – ligesom jeg græder meget og længe. Og min største fejl i mit ægteskab var det kæmpe smedejernslåg jeg fik lagt ned over mig selv. Det var ikke hans skyld eller ansvar. Det var vist helt mit eget. Jeg glemte bare lige så stille at være mig selv. Blev til et eller andet kollektivt miskmask, hvor jeg ikke længere var sikker på, hvor den ene begyndte og den anden holdt op, og derfor heller ikke længere kunne mærke, hvad der var vigtigt, sådan rigtig vigtigt. Hvor alle andres behov gik før end mine, og mine behov blev andres, på mere eller mindre åbenlys facon. Jeg var gået hen og havde glemt, hvem og hvad jeg var.
Det kom jeg så i tanke om den sommer.
Ligesom jeg kom i tanke om, at det kan blive tungere end tungt at bære denne suveræne selvstændighed og stå der på sine helt egne ben, når man er blevet for træt til at smøre madpakker, vinduesviskeren går i stykker midt i et regnskyl, man skælder og smælder på ungerne for det rene ingenting, man har for stort et ferieovertræk, og man taber sin mobil i Bølshavn Havn.
Man er tung og trist og træt og savner at få nusset fødder i sofaen og opdager, at man også savner en varm krop, som man kan spoone med, når man er vågnet i det grå tusmørke kl.4, og resten af huset stadig sover. At der er forsider og bagsider ved selvstændighed. Og at hvis man vil kende og være sig selv – kræver det ro og rum til at afklare, lære og fordybe hvordan man er helt sin egen kat.
Men lige der: I vores sommer nr.1 efter syndefaldet, i bilen, i solen, på toppen af klippen, var jeg lykkelig. Fuldstændig intenst lykkelig for første gang i mange år.

Forrige Nemme, sunde snacks til rejsen
Næste Optog til fordel for viden

Om forfatteren

Du vil også kunne lide

Sidsel Agensø

Lorte eksmand….Eller…

Du køber ind på vej hjem fra arbejde. Hanken på indkøbsposen knækker selvfølgelig, idet du løftede den op til cykelkurven, og den pakke (alt for dyre) økologiske falafel, du lige

Sidsel Agensø

Nye tider behøver nye børnebøger så bare se at komme i gang!

Verden er af lave: En kernefamilie er ikke, hvad den har været. En prinsesse er ikke længere så sart at hun tager skade af en ært i sengen (måske hun

Sidsel Agensø

Hovedbanegården. Tirsdag kl.08:18. Under uret. YES!

Hovedbanegården. Tirsdag kl.08:18. Under uret. YES! Vi nåede det sgu… Omkring os står hele klassen med ophav; forældre og store unger. Der kysses, grines, småsnakkes og sammenlignes oppakninger. Der er hættetrøjer, tranchia-sæt, take-away

Sidsel Agensø

En historisk skilsmisse; man gjorde et barn fortræd

 Man skal selvfølgelig vare sig for at bedømme fortiden med nutidens moralske briller, men vover man alligevel øvelsen, så viser skilsmissen mellem Thomasine og PA Heiberg i 1801 sig at

Ferie

Nyskilt? Tag på højskole! Gammelskilt? Tag på højskole! Sommerferieudfordret? Tag på højskole!

Ferien kan være noget af en udfordring når man er skilt. Alene med ungerne. Ene voksen om beslutninger, praktisk arbejde og planlægning. Kravet til underholdningsværdien hos ungerne er høj, så

Sidsel Agensø

Intet menneske er en ø

Skilsmisse er både sindsoprivende og verdensomvæltende. Den ændrer ikke bare på ens fysiske rammer, men i høj grad også på ens behov og sociale situation. Efter at have været fordybet

1 Comment

  1. Maibritt
    maj 22, 21:40 Reply

    Kæreste Sidsel
    Du skriver så levende og smukt!
    Maibritt

Leave a Reply