Kom-mu-ni-ka-tion er en svær ting..

Kommunikation kan være rigtig svært – både som skilsmissefamilie og som kernefamilie.
Som skilsmissefamilie kan det være svært at finde balance i, hvordan, hvor ofte og meget kommunikation man skal have.
Nogle forældre formår ikke at kommunikere overhovedet, nogle får det lige til løbe rundt og andre har måske for meget kommunikation.
Jeg vil til en hver tid holde på, at kommunikation er vigtigt, også vigtigere end mit eget ego.
Jeg hører selv til den gruppe, der måske kommunikere for meget med min x mand. Men vi har et godt forældre-forhold til hinanden og vores børn og for mig ligger det meget naturligt. Det er noget jeg sætter kæmpe stor pris på.
Men vi har også været der, hvor vi ikke formåede at kommunikere. Der hvor vi hele tiden gjorde og sagde dét som den anden absolut ikke ville have/høre. Det giver en ubalance for os som forældre, børnene kan mærke det vil ved skift og så giver det bare en rigtig dårlig stemning generelt. Når vi ikke kommunikere, har børnene også større mulighed/risiko for at spille os forældre ud mod hinanden. Vi er mere tilbøjelige til at give barnet ret i barnets vrede eller utilfredshed mod den anden forældre, hvis vi i forvejen ikke kommunikere som forældre.
Hvor langt skal man gå?
Hvor langt ville du gå i kommunikationen, hvis du boede med den anden forældre? – så langt skal du gå, efter min mening.
Ingen af mine børn får Snapchat på telefonen, får huller i ørene eller går til skole/hjem samtale, uden deres far ved det og bliver tilbudt at deltage. Han ville være en del af det, hvis vi boede sammen, ergo skal han også være en del af det, selvom vi ikke bor sammen.
På den anden side, forventer jeg også en far der deltager i de ting som er muligt. Igen, det havde jeg også forventet, hvis vi boede under samme tag.
Det at være skilsmisse familie betyder ikke meget andet end, at mor og far ikke bor sammen mere. Alt andet, er for mig, intakt.
Men det er min mening og holdning – hvad er din?
 
Knus fra Hanne