Hvornår og hvordan må børn være alene hjemme?

Hvornår og hvordan må børn være alene hjemme?

Hverdagen som alene voksen med børn er berigende på mange måder. Mere nærhed med børnene på deres præmisser.
Der er begrænsningerne; med kun én voksen, er der mange praktiske ting, der ikke altid går op. Børnene skal altid pakkes ned og med, så snart der skal handles bare en liter mælk. Lange dage i institutionerne, fordi det hele hænger på én forælder. Legeaftaler og fritidsaktiviteter, hvor hele banden skal pakkes ned og med rundt og aflevere.
Lad os være ærlige – det kan være noget af en kabale at få til at gå op, og sommetider må de gængse regler altså bøjes lidt, så der er sammenhæng i hverdagen for både børn og voksne.
Men hvornår må børn egentlig være alene hjemme, og hvordan får du bedst forberedt børnene på at være alene? Hvor meget eller hvor lidt er (u)ansvarligt?

Fløjshandskerne af; hvornår og hvordan må børn efterlades alene

Med den overskrift går vi lige til stålet. Der er ingen tvivl om, at børn, der bor med en enlig forælder, på nogle områder får mere ansvar og frihed. Kunsten er at afbalancere det således, at børnene vokser af det og bliver robuste – og ikke får for mere ansvar og flere bekymringer, end de har godt af.
Jeg er selv alene hver 2.uge med 2 dejlige drenge. Allerede da de var 6 og 8 år, begyndte de at være alene hjemme og gå alene til og fra fritidshjem og kammerater. Det blev selvfølgelig afvejet nøje efter, hvad afstanden og tidshorisonten var. Der var også forskel på, hvad den 8 årige kunne, og hvad den 6 årige kunne.
Men sikke en lettelse, at jeg pludselig kunne suse afsted efter en liter mælk eller aflevere den ene til fødselsdag, uden at den anden partout skulle med ud i den tunge ladcykel og trampes med rundt på vejene.
Havde vi været 2 forældre i husstanden, havde jeg ventet, til de var lidt ældre. I stedet lærte de (og jeg) det tidligere. Det har også givet dem kompetencer såsom ansvarsfølelse og selvhjulpenhed, som de har gavn af i mange situationer.
I dag er de 10 og 12 år. Det er selvfølgelig nogle helt andre scenarier, vi står i i dag. En teenager in the making med sit eget rejsekort til metroen og en 10 årig, der hellere sniger sig hjem før tid, netop for at være alene og nyde freden (og skærmtid uden mors vidende).
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der ikke har været Nettoture, hvor jeg har cyklet som en vild, med poserne flagrende og panikklump i maven, fordi bekymringer, dårlig samvittighed og tanker om brand og kidnappere tog over. Den dér historie, I ved nok, om moderen, der var taget ud efter et hurtig indkøb på tankstationen. Så blev hun ramt af en bil og døde. Ingen vidste, at derhjemme, der lå en baby i tremmesengen. De fandt den efter 14 dage, hvor den var tørret ind og død. Død, død, død.
Det er nok en vandrehistorie.

Gode råd til at lade børnene være alene hjemme

Jeg går aldrig, uden at børnene ved det – heller ikke bare i 5 minutter efter den dér liter mælk, når de sover. De skal ikke risikere at vågne og ikke vide, hvor jeg er.
Jeg aftaler altid et givent tidspunkt med dem – på den måde ved de altid, hvornår jeg er hjemme. Da de ikke kunne klokken endnu, viste jeg dem, hvordan vores store væg-ur skulle se ud, når tiden var sat.
Jeg har min tlf. på mig – og de kan altid få fat på mig.
Ligeledes aftaler vi altid, at de ringer, når de er nået frem til en ven eller aktivitet, hvis det er længere væk. Den lille skal også ringe, når han går fra frit, og igen, når han er nået hjem.
De ved, at de altid kan gå ind til naboen – hvis der opstår noget, hvor de har brug for hjælp. Vi er beriget med gode naboer, som de kender og er trygge ved. Har du ikke gode naboer, så aftal hvem, de ringer til, hvis der opstår problemer. Fx en veninde, den anden forælder, en mormor eller lignende, der bor tæt på.
Vi har klare aftaler – de ved altid, hvem af de to, der gør hvad, og hvordan hjælper de hinanden. Fx har den store mest ansvar, og den lilles job er at hjælpe den store ved at høre efter.
Vi taler om faldgrupperne – hvad kommer de ofte op at skændes over, og hvordan undgår vi det, når jeg ikke er det.
En af mine større bekymringer har været, hvis de røg i totterne på hinanden, når jeg ikke er der. Det er aldrig sket. De tager det meget alvorligt, at de er på hold og hjælpes ad, når de er alene sammen.
De absolutte no-go’s – der er ting, de ikke må – som i overhovedet ikke må. Fx at tænde stearinlys, selvom det er hyggeligt, eller begynde at koge vand til te og den slags. Her er det understreget med 7 tommer søm, hvad der er forbudt, når de er alene.

Sørg for, at børnene lykkes

Med tiden har jeg lært, at de kan rigtig meget – og min opgave i virkeligheden er, at jeg skal sætte rammerne for, at de kan udfolde alt det, de kan, og begrænses i det, de ikke kan. Fx skal de ikke kastes ud i madlavning, men kan godt tage færdig mad frem. Sådanne ting ændres selvfølgelig også med alderen, men jeg mener, at det er vigtigt, at de netop lykkedes med at være alene hjemme, og ikke står i situationer, hvor det ikke er rart at være alene.

Forrige Hvad betyder delt bopæl og hvordan er reglerne?
Næste Hvad tænker børnene om at far eller mor får en ny kæreste

Om forfatteren

Louise Lisner
Louise Lisner 69 Indlæg

Louise Lisner er skilsmissemor til 2 skønne drenge i en 7/7 ordning. Med en hverdag som alenemor i lige uger, en kæreste med 2 egne børn i ulige uger samt en eksmand med en ny kone, bruger Louise egne erfaringer som skribent på Ulige-Uger.

Se alle indlæg fra denne forfatter →

Du vil også kunne lide

Louise Lisner

Forældremøde i delefamilien – jeg glemte det vigtigste

Drengenes far og jeg har forældremøde på tirsdag. Jeg har hidtil syntes, at det var ok, at drengene havde forskellige regler i deres 2 hjem – det måtte jo ligesom være

Louise Lisner

Vemod når ugen slutter

I morgen tidlig går jeg og drengene hjem til deres far for at bytte uge. Jeg er derfor lidt vemodig her til aften. Findes termen Delemor-blues? Kender I det, at jeg

Louise Lisner

Kære forældre; vi er gode nok!

Vi vælter hovedløse rundt mellem veganermad, speltboller, selvoptagethed og curlingebørn. Konstant bliver vi slået i hovedet med, at alt, hvad vi gør, er forkert; for meget eller for lidt.