Hvornår må børn være alene hjemme?

Hvornår må børn være alene hjemme?

Hverdagen som alene voksen med børn er berigende.
Tid, hvor det bare er dem og jeg samt absolut prioritering af at bruge tiden rigtigt.
Så er der begrænsningerne.
At stå for det hele selv – hvor der i et parforhold ville være den anden halvdel af forældreparret til at tage over, hvis jeg er træt, syg eller uoplagt.
Nettoindkøb, der altid skal ordnes inkl. 2 børn, for der er ikke den anden forælder til at sige ”jeg smutter i Netto, så kan I ordne lektierne imens”.
Legeaftaler og fritidsaktiviteter, hvor barnet skal følges frem og tilbage, men hvor det andet barn også pakkes sammen, fordi der ikke er en anden voksen til at sige ”jeg kører mindstemanden til spejder, så kan du hygge med den store’.
Efter at have vejet fordele og ulemper samt virkeligheden kontra la-la-land, nåede jeg frem til, at tage fløjshandskerne lidt af – fordi det gav mest mening.
Så allerede da børnene var 6 og 8 år, begyndte de at være alene hjemme og gå alene til og fra fritidshjem og kammerater.
Det blev selvfølgelig afvejet nøje efter, hvad afstanden var, og hvad tidshorisonten var.
Der var også forskel på, hvad den 8 årige kunne, og hvad den 6 årige kunne.
De var ikke alene mere end ½ time. Den tur, de kunne gå alene, var kun en mulighed, når der ikke var befærdede veje, der skulle krydses.
I dag er de 7 og 10 år.
Den 10 årige har fået flere friheder. Han går altid alene hjem fra klub og cykler nu også alene langs vejene. Han får også lov til selv at krydse større veje, så længe der er lysregulering.
Når jeg tager af sted og handler, får de altid valget om at tage med.
For det handler ikke om, at de ikke må komme med. Det handler om, at jeg synes, de for ofte skal afbrydes i, hvad de er i gang med og hives rundt til alle de her kedelige ting, som tager en ret stor bid af deres tid efter skole og fritidshjem.
De dage, hvor de selv går hjem fra frit og klub, får de valget mellem, at jeg kan hente dem, og så bliver det en sen dag, eller de selv kan gå hjem, og så kommer jeg en halv times tid efter.
Hvis vi havde været 2 forældre i husstanden, havde jeg ventet, til de var lidt ældre. Så havde det været nu, hvor den ældste er 10, at det var tid til at give mere slip.
Nu lærte de (og jeg) det tidligere. Det har også givet dem kompetencer såsom ansvarsfølelse og selvhjulpenhed, som de har gavn af i mange situationer.
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der ikke har været Nettoture, hvor jeg har cyklet som en vild, med poserne flagrende og panikklump i maven, fordi bekymringer, dårlig samvittighed og tvangstanker om et brændende hus tog over.
Jeg hørte engang en historie om en mor, der var cyklet ud efter et hurtig indkøb på tankstationen. Så blev hun ramt af en bil og døde. Ingen vidste, at derhjemme, der lå en baby i tremmesengen. De fandt den efter 14 dage, hvor den var tørret ind og død. Død, død, død (Panik, panik, panik).
Det er nok en vandrehistorie.

Ikke desto mindre er der nogle forholdsregler, jeg har taget mig.

Jeg går aldrig, uden at børnene ved det – fx går jeg ikke ud efter en liter mælk, når de er faldet i søvn. De skal ikke risikere at vågne og ikke kunne finde mig.
Jeg aftaler et givent tidspunkt med dem. På den måde ved de altid, hvor længe jeg er væk, eller hvornår jeg er hjemme. Da de ikke kunne klokken endnu, viste jeg, hvordan vores store væg-ur skulle se ud, når tiden var sat.
Jeg har min tlf. på mig, og de kan altid få fat på mig.
Ligeledes aftaler vi altid, at de ringer, når de er nået frem til en ven eller aktivitet, hvis det er længere væk. Den lille skal også ringe, når han går fra frit, og igen, når han er nået hjem.
De ved, at de altid kan gå ind til naboen, hvis der opstår noget, hvor de har brug for hjælp. Vi er beriget med gode naboer, som de kender og er trygge ved.
Vi har klare aftaler om, hvem af de to, der gør hvad, og hvordan hjælper de hinanden, når jeg ikke er der. Fx er den store den, der tager mest ansvar, og her er aftalen, at den lilles job er at hjælpe den store ved at høre efter. Vi taler om faldgrupperne – hvad kommer de ofte op at skændes over, og hvordan undgår vi det, når jeg ikke er det. En af mine større bekymringer har været, hvis de røg i totterne på hinanden, når jeg ikke er der. Det er aldrig sket. De tager det meget alvorligt, at de er på hold og hjælpes ad, når de er alene sammen.
Ofte ser de frem til, de skal være alene hjemme, eller når den store skal hente den lille i frit.
De hygger sig ved det og vokser 10 cm med opgaven. Ligesom jeg gør, når jeg giver dem mere snor og opdager alt det, de kan 

Forrige Økonomisk beregner til børnebidrag
Næste Det behøver vi ikke hjemme hos mor!

Om forfatteren

Louise Lisner
Louise Lisner 76 Indlæg

Louise Lisner er skilsmissemor til 2 skønne drenge i en 7/7 ordning. Med en hverdag som alenemor i lige uger, en kæreste med 2 egne børn i ulige uger, en fortid som sammenbragt familie (med sin nuværende kæreste) og en eksmand med en ny kone er erfaringerne mange, når det angår hverdagen i skilsmissefamilien.

Se alle indlæg fra denne forfatter →

Du vil også kunne lide

Louise Lisner

Alene i vildmarken med øksemordere og eksplosion; vi gør det igen

Tør jeg det? Kan jeg det? Efter jeg blev alene med mine 2 drenge, er vores eventyr blevet mere magelige. Som alene voksen er jeg bare ikke fan af besvær

Louise Lisner

Gode råd; sådan trives mine børn bedre i deres deleordning

Da jeg blev skilt, var der meget at lære om at have børn i en deleordning. Med tiden har jeg erfaret, at det er små detaljer, der kan gøre udslaget

Louise Lisner

Overvåger du dine børn med Gps i mobilen – og gør du det også, når de er hos din eks? 

Skal vi overvåge vores børn og deres færden via deres mobil/Ipad? For bare 10 år siden, ville de fleste have kigget vantro på mig, hvis jeg havde foreslået at sætte

Louise Lisner

Hvordan gør I med sommerferien?

Ferietid kan udfordre os delefamilier; deleordninger, koordinering og ønsket om en sammenhængene ferie med børnene med tid til både at komme væk og finde roen hjemme. For mig og min

Louise Lisner

Hvordan er det nu med julen i skilsmissefamilien?

Julen nærmer sig, og det er en tid, der kræver ekstra koordinering i delefamilien. Er vi fx fleksible og sørger for, at børnene kan være en del af traditionerne familierne

0 Comments

No Comments Yet!

You can be first to comment this post!

Leave a Reply