Hvorfor er min datter for lille til en deleordning?

Hvorfor er min datter for lille til en deleordning?

Debatindlæg af: Michael Nissen.
Jeg er far til en datter på 1,5 år. Jeg er ikke længere sammen med hendes mor – vi gik fra hinanden kort tid efter fødslen af vores fælles vidunder.
Jeg oplever min position som stærkt udfordret. Jeg vil nødig lyde som et offer, men som far oplever jeg, at der gøres stor forskel på min rolle og moderens rolle.

Der er forskel på min position og moderens allerede under graviditeten

Jeg har altid vist præcis samme omsorg og interesse som moderen.
Men allerede under graviditeten er det som om, jeg bliver hægtet af – for jeg får ikke nogen indbydelser til jordmoderbesøg eller lægetjek. Jeg er klar over, at naturen vil det således, at det er min (x)kærestes krop, der lægger hus til barnet, men jeg er jo ligeså interesseret i at vide, om vores barn vokser og udvikler sig som det skal. Men indtil fødslen er overstået, og vi kan udfylde papirerne, så er jeg intet sted registreret som kommende forælder. Jeg er på et sidespor og er afhængig af, at barnets mor inddrager mig.

Jeg forstår ikke myndighedernes manglende viden og professionalisme

Nu er vi ikke længere sammen, og det resulterer jo i 2 hjem for vores barn. Efter vejledninger i statsforvaltningen er det blevet således, at vores datter er hos sin mor og er hos mig hver 2. weekend. Jeg ville gerne have hende halvdelen af tiden, men rationalet er, at børn under 3 år har brug for en primær omsorgsperson og ikke kan tåle at skifte mellem 2 hjem. Tilknytningen er afgørende, men jeg kan ikke se, hvad manglende tilknytning til den ene forælder skal gavne barnet på lang sigt?!
Jeg er chokeret over vores myndigheder og fagpersoner i dette spil. For hvis du bruger bare 5 minutter på at google dig til ny forskning og viden vedrørende skilsmissebørn, så peger nye undersøgelser på, at den tætte relation barnet kan knytte til begge forældre er det, der i løbet af barndommen er udslagsgivende i forhold til trivsel for skilsmissebørn. Det kan du forøvrigt læse mere om her.
En anden snak om vores irrationelle blik på børnene er, at min datter er i daginstitution i omegnen af 8 timer dagligt. Hvorfor kan hun tåle dette skift og alle disse ikke særlig primære omsorgspersoner, når hun ikke kan tåle at være hos mig, hendes far?

Myndighederne som konfliktoptrappende

Jeg er ikke på noget tidspunkt erklæret uegnet som forælder, og vi har ikke været i retten for at afgøre samværet, da jeg mener, at vores fortsatte gode stemning er afgørende for fremtiden for os som skilsmisseforældre. Man skal vælge sine kampe, og jeg er bange for at tage denne kamp og skabe et fundament, der er råddent. Det vil skade vores datter.
Myndighederne er på det nærmeste er konfliktoptrappende i vores skilsmisse. Fordi de, på lige fod med forældre, tager udgangspunkt i følelser og holdninger, og ikke agerer særligt professionelt eller forklarer mig deres begrundelse med reel viden. De fratager mig respekten for deres vejledning og med den manglende forståelse fra min side er samarbejdet mellem min eks og jeg allerede farvet af manglende tillid – en slags barnlig reaktion med, at det er snyd – for der er gjort forskel på os, uden at der er en begrundelse for det. Deres beslutning er baseret på fornemmelser og holdninger, snarere end viden.
For mig er det katastrofalt og har en afgørende betydning for mit og min datters liv og fremtid.

Forrige Stærke kvinder er ensomme i parforholdet
Næste Føler du dig personligt angrebet af kritik?

Om forfatteren

Du vil også kunne lide

Uncategorized @da

Når uret tikker…

Jeg er en nærig-pind. En nærig-pind med tid. Det er igen det her deleliv med børn hver 2.uge, der får lov til at definere rigtig meget af min gøren og laden.

Uncategorized @da

Hvad stiller man op med ensomheden?

En af de ting man uvægerligt konfronteres med når man er en del af en skilsmissefamilie, er ensomhed. Der er en meget stor forskel på ens liv og hverdag alt

0 Comments

No Comments Yet!

You can be first to comment this post!

Leave a Reply