Hvordan er det nu med julen i skilsmissefamilien?

Hvordan er det nu med julen i skilsmissefamilien?

Julen nærmer sig, og det er en tid, der kræver ekstra koordinering i delefamilien.
Er vi fx fleksible og sørger for, at børnene kan være en del af traditionerne familierne imellem uagtet ugenumre og samværsaftaler? Hvordan gør vi med julegaver, når børnene har deres forældre i 2 hjem, og holdningen til de ’rigtige’ gaver ikke nødvendigvis er ens? Hvis barnet største ønske er lego-borgen, hvem skal så have æren af at opfylde dette brændende ønske? Og hvem holder styr på, hvad farmor, onkel, bedstefar og mormor giver, eller ender de alle med at opfylde samme ønske om et par fodboldhandsker?

Min ældste søn på har regnet den ud og holder selv regnskab med, hvem han siger hvilke ønsker til. En fin manøvre, hvor han mestrer sit liv på 2 matrikler og de udfordringer, det kan medføre.
Da han endnu ikke selv kunne, forsøgte vi efter bedste evne at give besked til mormor, farmor og onkel om, hvem der havde sat sig på hvilke ønsker. Det sikrede at både barnet og de voksne havde fornøjelsen af de givne gaver.

Noget andet, og måske mere ømtåleligt, er budgettet.

Skal man definere et fælles gavebudget til børnene, så de 2 hjem er ligestillet? Er det noget, man som forældre bør sætte sig og gøre?
Mine børn har nået en alder, hvor selve gavebåndet var det største hit, er forbi. De kender godt til økonomien bag gaverne. Nogle ønsker kan veje tungere, fordi børnene ikke selv kommer i nærheden at spare op til dyre ting med lommepenge på 50 kr. hver 2. uge.

Kan man så ende med, at der er den fesne forælder og den über cool forælder, baseret på de givne gaver?

Min egen erfaring er, at nej, det skal vi slet ikke bekymre os om.

Drengene ved, og forstår, at der er forskel på mor og far. Der er ikke forskel på vores kærlighed til dem, men der kan være forskel på, hvad vi synes en gave skal koste. Der kan også være forskel på, hvad man må få i det ene hjem og det andet hjem; en kæle-snog er ikke altid velkommen alle vegne (jeg snakker af erfaring).
Med tiden lærer børnene ligefrem i hvilket hjem gaveønskerne skal plantes.
At den ene gave kan høste mere begejstring end den anden, er ikke det samme som at den ene forælder begejstrer mere end den anden.
Børnene er, så snart gaven er i hus, ret ligeglad med, hvem der gav den. De sætter pris på, hvad de har fået, men de sætter det ikke i relief til hvilken forælder, der giver hvad.
Vi bliver stjernerne i deres liv, når vi er gode forældre – ikke fordi vi giver dyre gaver.

Mit gavebudget eksploderede i dårlig samvittighed

For mit vedkommende eksploderede mit gavebudget efter skilsmissen.
Det var ikke fordi, jeg fik flere penge, men fordi min dårlige samvittighed tog over. Jeg ville ikke have, mine børn skulle undvære, bare fordi jeg var enlig mor.
Derfor blev indkøb af brugte cykler fra DBA skiftet ud med funklende nye cykler, og julegaverne blev til computere og dyrt udstyr til værelserne. Indtil jeg måtte stoppe mig selv. Charmen ved en 6 årig, der siger ’Årh, 3000,- er da ikke mange penge?’ er til at overse.
Jeg så lyset, og nåede frem til, at børnenes lykke ikke afhænger af gavers størrelse, men af kvaliteten i vores dagligdag – indlysende nok.

For os forældre, gælder det om at holde tungen lige i munden, og ikke lade vores egne præferencer skinne igennem. Hvis jeg føler mig overtrumfet af deres far i gave-ide eller gave-budget, må jeg sluge den kamel.
Egen følelse af utilstrækkelighed i forhold til gaver, må vendes med veninderne og ikke gøres til et issue med eks’en eller børnene.

Jeg har aldrig mødt en voksen, der kan fortælle om en barndom, hvor mor var den absolutte foretrukne pga. gaver eller penge. Jeg har mødt masser af voksne, der fortæller om, hvordan de oplevede kærlighed, opmærksomhed og nærvær.
Måske en kliche, men klicheer opstår, fordi de passer


Hent den gratis E-bog om jul i skilsmissefamilien

 

Forrige Jul i skilsmissefamilien - 7 gode råd
Næste Få en dejlig jul i skilsmissefamilien

Om forfatteren

Louise Lisner
Louise Lisner 76 Indlæg

Louise Lisner er skilsmissemor til 2 skønne drenge i en 7/7 ordning. Med en hverdag som alenemor i lige uger, en kæreste med 2 egne børn i ulige uger, en fortid som sammenbragt familie (med sin nuværende kæreste) og en eksmand med en ny kone er erfaringerne mange, når det angår hverdagen i skilsmissefamilien.

Se alle indlæg fra denne forfatter →

Du vil også kunne lide

Louise Lisner

Kan du leve med konstant afslutning og konstant begyndelse?

Det er underligt at leve i det her deleliv. Med underligt mener jeg hverken dårligt eller godt.  Bare underligt. Mit liv består af 7 dages intervaller, der gentages igen, og igen og

Louise Lisner

Hvordan gør I med sommerferien?

Ferietid kan udfordre os delefamilier; deleordninger, koordinering og ønsket om en sammenhængene ferie med børnene med tid til både at komme væk og finde roen hjemme. For mig og min

Louise Lisner

Når ulvene prøver at vælte føreren

Jeg har været syg i et par dage, og i den forbindelse må jeg sande, at jeg som ene voksen er i mindretal herhjemme. Mine 2 unger er som unge ulve,

Louise Lisner

Den forbandede kvalitetstid

Kvalitetstid – hvad er det nu, det er? Noget med tid og kvalitet. Noget med nærvær. Tiden er helliget kæresten, familien eller børnene; kvalitetstiden er undtagelsen, og vi prioriterer den i

Louise Lisner

Hvem har ansvaret for de stressede børn?

Der bliver for tiden skrevet en del om børn, der ikke trives pga. stress og angst. Jeg mener, at det er de voksne, der skaber disse følelser hos barnet. Børnene bliver spejlet

Louise Lisner

Man bliver jo ikke pludselig enige, bare fordi man bliver skilt

Når jeg taler med folk om min status som skilsmissemor, så er det med få undtagelser altid de samme spørgsmål, og den samme reaktion, som jeg får; formodningen om, at