Har du lyst til at date en Audi?

Har du lyst til at date en Audi?

SÅ gjorde jeg det.
Gjorde det, så mange har rådet mig til og forsøgt at punke mig til, men som jeg hele tiden har vægret mig ved at gøre: Hentede en app til min gamle, slidte 4s’er og startede datinglivet via Happn. Så dette efterskilsmissesingleliv ikke skal vare evigt. Hold nu fast for en tour – det er sgu ærlig talt svært at vide, om jeg skal grine eller græde.
For det første er det virkelig forstemmende at bladre igennem tonsvis af fotos af mennesker, rigtigt levende mennesker (selvom enkelte fotos får en til kraftigt at tvivle), som man tilfældigvis har været i nærheden af i løbet af dagen.
Mennesker der, må man gå ud fra, har venner, job, uddannelser, drømme, ambitioner, glæder og sorger, kroppe, der både trækker vejret og har bankende hjerter – og alle disse mennesker har denne fælles længsel, et fælles drive; at møde nogen.
At finde en (eller mange). De rækker ud. Viser sig for at blive set, så andre mennesker kan finde.
Et udtryk for den fællesmenneskelige længsel efter at høre til. Til nogen. Til noget. Bare høre til. Det er tilknytningsteori i praksis.
Det, vi gør på app’en, er at sortere.
Sorterer fårene fra bukkene. Sorterer, hvad vi tror er de rigtige, fra hvad vi tror er de forkerte. Alle disse billeder – alle med hver deres righoldige menneskelige bagland – skal jeg, ud fra de mere primitive dele af min hjerne, sortere i. Duer ikke – væk! Han har en fin hage, men næsen? Føj, duer ikke – væk! Jeg overlader mit hjertes dybere længsler til min duale monkey-brain. Det er ganske simpelthen ucharmerende.
Og for det andet så fungerer app’en ikke særlig godt; den går i sort, den videregiver ikke beskeder, eller den videregiver kun dele af eller forsinker dem.
Den opstiller fake valg og bombarderer en med reklamer, man ikke kan slette. Men guess what, jeg står ikke lige og skal på efterskole, skal ikke bruge en wish-indkøbsliste, eller har brug for at undersøge markedet for elevationssenge. Og når reklamerne ikke kan fjernes som uinteressante, så skal jeg bruge unødig tid på at gå uden om dem hver gang de dukker op. Og det tager sin tid. App’en er ikke hurtig. (Og det er ikke kun mig og min gamle trofaste genbrugs 4s’er der siger det. Det siger også de, som jeg har skrevet med via app’en.)
For det tredje, og dette er et grundlæggede issue jeg har med app’en, er at den ikke tager sin opgave sådan rigtigt alvorligt.
Der er en dybere side til partnervalg og længslen efter samhørighed, men app’ens tilgang er pubertær og overfladisk. Den tilbyder f.eks. en at spille om, hvem der har liket ens profil. Man tilbydes så fire fotos at vælge imellem – og så skal man gætte, hvem der mon har givet en et like. Så, man vælger mellem de fire tilbudte profiler, hvem der mon mest sandsynligt har fundet behag i ens egen profil – men hov, nu har man pludselig selv afgivet et like! Men – det var jo ikke sikkert at man selv var interesseret, bare fordi han er det! Så nej, jeg har IKKE liket vedkommendes profil. Jeg har deltaget i et i bedste fald uigennemtænkt, i værste fald manipulerende game.
Likes hedder ikke likes, men crushes! Så man har et crush!
Gu’ har man da ej.
Man har fundet noget mildt tiltrækkende eller en smule interessant – man er ikke brændt varm på. Man er ikke engang lun på.
Hvis sprog skaber virkelighed, så er app’en i sig selv medvirkende til skabelsen af projektion og illusion, hvilket selvfølgelig er den største fare ved at vælge denne fremgangsmåde til mulige møder. At man i virkeligheden går i gang med at opbygge sig et gigantisk luftkastel, som ingen forbindelse har til sure sokker, kattemad på gulvet, indkøbsfordeling, konkrete kropslige sanser, og alt det andet til hverdagen og virkeligheden hørende, som udgør reelt levet liv. Og også et virkeligt parforhold. Det er sin sag at skelne mellem egne indre opfindelser og den andens version af virkeligheden. Er de overhovedet i sync?

Vil du date en Audi eller en fin båd?

Og så, for det fjerde – så er det alt det der er til at hulke af grin/gråd over:
Der skal nok findes mennesker, der længes efter at bonde med en Audi, men jeg er ikke en af dem, og jeg finder det virkelig sjovt, at en eller anden mand tror, at han kan finde dates til sin Audi. Han har lagt billeder af sin bil og dens fine interiør ud i stedet for billeder af sig selv. Ingen tekst, ikke noget – bare Audi.
En anden mand har lagt billeder ud af sin båd. Den er også vældig fin. Og båden og dens ejer søger efter mennesker som gider at stå til søs med dem – men hvem er manden, og hvordan er han som kaptajn? Det nævner teksten intet om. Båden i sig selv synes at være hans asset. Se et fint stykke legetøj jeg har – vil du så godt lege?
Men kvinder dater jo mennesker og ikke ting. For det meste i hver tilfælde.
I det hele tager har mandeprofilerne en del – overordnede – fællestræk. Mænd i en bestemt alder går med kasket. Eller har skæg. Eller har både cap og skæg.
Mænd har motorcykler, står på ski, sejler, dykker, rejser, dyrker sport, har biler, drikker øl til koncerter og enkelte har hunde og børn. Mange gider ikke/kan ikke/tør ikke forfatte en tekst om sig selv, men regner med at billedet af dem selv (eller bilen/båden/cykelen) er nok til at en eller anden kvinde får et ”crush”. Og har man intet sagt, har man selvfølgelig heller ikke rigtigt afsløret sig selv…
For det femte er der ingen skelnen mellem hvad vi forskellige brugere vil med app’en.
Vi er alle bare på samme app, selvom vore intentioner er vidt forskellige, og det kan være brutalt eller degraderende at støde ind i mennesker med helt andre søgekriterier end en selv. For når nogle utvetydigt går efter sex – og i tredje chatlinje inviterer til  trekanter og firkanter og hvad har vi, så bliver bestyrtelsen  stor, eller risikoen for at føle sig misforstået og fejlfortolket, for de af os på app’en som er i gang med drømmeprocessen om at finde dybere varigt forhold… Forhåbentlig er disse utvetydige invitationer i det mindste til gavn og glæde for de der er på Happn bare for at få sig noget… Ellers er det bare klamt.
Nogle mænd har lagt 10 ens billeder ud. Ikke sådan at forstå, at det ikke er forskellige billeder, men selfieudtrykket er fastlåst i altid samme position, så selvom baggrunden skifter så er de alligevel fuldstændigt ”magen og det samme”. En enkelt jeg set har billeder af sig selv foran kæmpevilla, foran kæmpebil, foran kæmpebåd, foran kæmpefirma (han er direktør) i dyrt jakkesæt og slips og skriver i sin tekst at man ikke skal forvente at han giver drinks og middag på de første dates… Nåh nåh, ja ja, nej nej da.
Når mændenes profiler ser sådan ud, tør jeg slet ikke tænke på hvordan billederne må se ud fra en mandlig søgers POV. Gad vide hvor mange dybe kavalergange, trutmunde og overbelyste billeder de skal fægte sig igennem? Gad vide hvor mange glad-for-børn-og-dyr-profiler vi kvinder lægger op? Og hvilke ting vi flasher os selv på? Lange negle, skosamlinger eller kageforme, eller er vi lige så stolte af vores biler, motorcykler og skiferier? Er meget meget nysgerrig!
Jeg selv har skudt mig frem til nogle søgekriterier, som lige nu ser ud til at holde. Dem, jeg skal chatte eller samtale med, skal have fælles berøringsflade med mig. Der skal være fælles bekendte og gerne også fælles ”synes-ommer” fra FB, der tyder på et værdisæt jeg kan rime med. Kan han også lide Information, Hus Forbi, Skævt, Six Feet Under, Det alternative Miljøministerium og DR K så er der måske fælles fodslag også på andre områder. Det er jo ikke sikkert at en mand med et profilbillede af et Arsenal-the-Gunners-flag og jeg har særlig meget at samtale om. Særligt længe.
Ud fra den devise har jeg fundet enkelte perler. Nogle meget gedigne ærlige typer, som er rare at tale med. Mennesker med hjertekvalitet og intentioner, der kan mærkes. Skønne mennesker, som det kan undre mig at jeg ikke har mødt noget før, og som gerne må være med i flokken af ”mine mennesker”. Og så må tiden jo vise hvad der videre skal ske. For, det er jo ikke alt ens duale monkey-brain hverken magter, kan eller skal have lov at styre!
Og et PS:
For nogle af os mere kropsligt orienterede mennesker, var det måske en ide med et brugt-t-shirt-bibliotek, i stedet for virtuelle datingapp’s til telefonen?
Et sted hvor sove-t-shirts blev opmagasineret i forseglede poser, så enhver kunne snuse sig frem til den-passende-partner, og dermed overlade til sine lidt dybere urinstinkter at styre udvælgelsesprocessen?
Altså; man sover i en t-shirt en uge og sætter den derefter i duft-banken i en forseglet pose. Enlige-på-jagt-efter-passende-partner kan derefter booke tid på en af bankens mange brikse i x antal minutter. I disse minutter kan man, med dybe åndedrag, inhalere og beruse sig i duftafgivelsen fra t-shirten – eller væmmes, alt efter præferencer. Derefter kan man tage kontakt til den udvalgte t-shirt-ejer. Det er stadigvæk en udvælgelsesproces, en sigen-til-og-fra, men jeg tror udvælgelsen ville være lige så tilfældig eller lige så præcis, alt efter hvordan man anskuer tingene, som dating-app’s, og jeg er sikker på at mindst et af mine mere katastrofale parforhold kunne have været undgået, hvis jeg havde valgt at lytte til min næse og ikke til min hjerne…

Forrige En sammenbragt familie...
Næste App til delebørn - det behøver slet ikke være besværligt

Om forfatteren

Du vil også kunne lide

Sidsel Agensø

Hovedbanegården. Tirsdag kl.08:18. Under uret. YES!

Hovedbanegården. Tirsdag kl.08:18. Under uret. YES! Vi nåede det sgu… Omkring os står hele klassen med ophav; forældre og store unger. Der kysses, grines, småsnakkes og sammenlignes oppakninger. Der er hættetrøjer, tranchia-sæt, take-away

Sidsel Agensø

Min første ferie efter skilsmissen; euforisk glæde og frygteligt sørgeligt

Sommer nr.1 efter syndefaldet… Året er 2008. Vi sidder i en bil. En rusten Toyota Corolla fra 1985.

Sidsel Agensø

"Jeg er færdig med at være hårløs og harmløs"

Jeg træner. Og svømmer. Det gør jeg jævnligt, men ikke nær nok, og ikke nær så hårdt som jeg måske burde. Men lad nu det ligge, for det er noget

Sidsel Agensø

Her er så det nye: Narcissistspotting for begyndere

Vi ser narcissister alle vegne. Internettet og den offentlige debat er fuld af dem.

Sidsel Agensø

Kan du stave til livet efter skilsmissen?

For 10 år siden sad jeg i en stort set tom lejlighed. Det rungede, når jeg talte i telefon. Og det gjorde jeg meget. Med familien, veninderne og vennerne. For

Sidsel Agensø

Lorte eksmand….Eller…

Du køber ind på vej hjem fra arbejde. Hanken på indkøbsposen knækker selvfølgelig, idet du løftede den op til cykelkurven, og den pakke (alt for dyre) økologiske falafel, du lige

0 Comments

No Comments Yet!

You can be first to comment this post!

Leave a Reply