"Har du dampet din kusse i dag?"

"Har du dampet din kusse i dag?"

Efter skilsmissen, hvor man har indset, at der måske vitterligt ikke findes prinser på heste, eller frøer med forvandlingspotentiale, kan man som single kvinde kaste sig ud i (goes without saying: kun i de uger man ikke har børn) det vilde dating-liv igen.
Nu med nye indsigter. Måske kan man bare nøjes med at nyde hinanden lidt – men forsøge at bevare lidt sund afstand?
Så – man prøver at komme op på hesten igen, man vil kysses, nusses, aes. Man vil mærke varme arme omkring ens understimulerede krop, man vil brunche i sengen og signalere til sin genbo at det ”ikke kun er ham, der får noget klokken 14 på en lørdag”. Man vil fylde sin næse med feromoner, man vil fedtes og nives og åndes på. Man vil spoone.
Og så vil man have, at han tager sit gode tøj og går.
Så man kan hente sine unger og vaske deres tøj, læse forældreintra og se Shrek 4 med den yngste for 7.ende gang. Fordi man elsker dem og elsker at være sammen med dem og efterhånden har regnet ud, hvordan man er deres forælder.
Fordi man kan det hele selv og ikke har brug for en mand i sit liv.
Bortset lige fra det dér med at blive holdt om. Af et andet voksent menneske. Og det kan altså godt gå hen og blive en mangelvare…
Jeg vovede springet og forsøgte mig ud i den vilde del af singlelivet – og fik et chok af den anden verden!
Det var helt fint – også selvom jeg på et tidspunkt oplevede, at han behandlede mit underliv som en sko, der skulle blokkes. Også selvom han ikke havde været i bad et stykke tid (jeg tog bad i feromoner og nød det, seriøst). Også selvom jeg var usikker og følte mig rusten og måske mest af alt havde lyst til armene, hjertet og varmen , og ikke alt det gymnastiske – så var det helt fint.
Indtil han spurgte mig, om jeg dampede min kusse?
”Øh, nej” svarede jeg. Lidt paf.
Nåh, men det mente han ellers var en grumme god ide. Og det burde jeg gøre. Han fortalte mig, hvorfor jeg burde det. Og hvor dejligt og behageligt og sundt det er. Og afsluttede med at sige, glad smilende, at ”Hvis jeg havde en kusse, så ville jeg dampe den hele tiden”.
Fra det øjeblik ville jeg egentlig helst have, at han gik.
Ikke fordi jeg har noget imod dampede kusser. Ikke fordi der måske ikke kan være nydelse eller helsemæssige fordele forbundet med det. Ikke fordi jeg er specielt pernitten eller bornert.
Men fordi han ikke har en kusse, men talte om min. Og den er min!
Jeg oplevede det ganske enkelt stærkt grænseoverskridende, at en mand mente sig så klog på mit underliv, at han skulle instruere mig i min egen omgang med det.
Jeg ved godt. at mænd kan have brug for, at kvinder er afhængige. Men at han troede, at jeg var afhængig af hans inputs til at have en relation til min egen kusse! (Hans ord, ikke mit. Jeg bruger sjældent ordet kusse).
Og mente sig overlegen nok til at give mig uopfordrede råd og vejledning om noget så intimt og personligt.
Og mit!
Jeg havde, og har ikke, givet udtryk for nogen holdning til hans genitalier og til hvordan han bør leve med sin pik. Jeg mener mig ikke vidende nok til at kunne rådføre mænd i eventuel indsmøring af penis i avocadocreme og tangscrub. Eller om en eventuel indre sansemæssig eller sundhedsmæssig oplevelse ved at udføre den slags ritualer:”Prøv det, det føles så godt på glansen”.
Hvor fanden skulle jeg vide den slags fra? Jeg har ikke en pik.
Det kan selvfølgelig have været et indpakket hint om hygiejne, men…så ville det have klædt situationen at sige det lige ud.
Eller for at sige det på en anden måde: Jeg var, og er ikke, åben for belæring om mig selv, med mindre jeg selv har spurgt, eller jeg står overfor en eller anden faglighed, som jeg selv har opsøgt for at lære noget. En terapeut. En læge. En fysioterapeut…
Jeg ønsker IKKE at få mansplainet mit eget underliv til mig. Det er ubehageligt, grænseoverskridende og nedladende. Og jeg har ganske enkelt ikke bedt om gode råd på den boldgade.
Så – efter den oplevelse sunder jeg mig lige lidt.
Jeg vil grumme gerne de varme arme og noget af alt det fedtede… men jeg gider simpelthen ikke blive mansplainet og nedgjort i processen. Det trives jeg simpelthen for godt i mit eget selskab til at ville leve med.
Jeg tror, at jeg vil vente på at fedte rundt med nogen, til der kommer en, der forholder sig nysgerrigt, ikke-dømmende, accepterende og åben,  til mig og mine ædlere dele og som overlader ansvaret for begge dele til mig.
Så god jagt til alle jer andre –  jeg sidder lige over en omgang….

Forrige Opskrift på weekendens lækre, nemme og sunde snacks
Næste Hjælp med at forbedre kontakten ml. det offentlige og skilsmissefamilier

Om forfatteren

Du vil også kunne lide

Sidsel Agensø

Nye tider behøver nye børnebøger så bare se at komme i gang!

Verden er af lave: En kernefamilie er ikke, hvad den har været. En prinsesse er ikke længere så sart at hun tager skade af en ært i sengen (måske hun

Sidsel Agensø

Lorte eksmand….Eller…

Du køber ind på vej hjem fra arbejde. Hanken på indkøbsposen knækker selvfølgelig, idet du løftede den op til cykelkurven, og den pakke (alt for dyre) økologiske falafel, du lige

Sidsel Agensø

Har du lyst til at date en Audi?

SÅ gjorde jeg det. Gjorde det, så mange har rådet mig til og forsøgt at punke mig til, men som jeg hele tiden har vægret mig ved at gøre: Hentede

Sidsel Agensø

Kan du stave til livet efter skilsmissen?

For 10 år siden sad jeg i en stort set tom lejlighed. Det rungede, når jeg talte i telefon. Og det gjorde jeg meget. Med familien, veninderne og vennerne. For

Sidsel Agensø

Her er så det nye: Narcissistspotting for begyndere

Vi ser narcissister alle vegne. Internettet og den offentlige debat er fuld af dem.

Sidsel Agensø

En historisk skilsmisse; man gjorde et barn fortræd

 Man skal selvfølgelig vare sig for at bedømme fortiden med nutidens moralske briller, men vover man alligevel øvelsen, så viser skilsmissen mellem Thomasine og PA Heiberg i 1801 sig at