Er curlingforældre en myte?

Er curlingforældre en myte?

Måske er det bare en myte, når vi taler om besværlige curlingforældre, der ødelægger mulighederne for at deres børn udvikler sig til selvstændige og empatiske voksne?
Professor i udviklingspsykologi på Aarhus Universitet Dion Sommer giver ikke meget for fænomener som curlingforældre- og børn.
“Det er ikke mere end et par år siden, at flere forskellige forskere uafhængigt af hinanden aflivede curlingbegrebet. Der er ingen empirisk belæg for det. Jeg har undersøgt 4.500 danske forældre med børn og spurgt til deres opdragelsespraksis og omsorg, og andelen af overbeskyttende curlingforældre var nede i promiller. Så det er et fantom, som gør det nemmere for folk at blive forargede og tænke: “Det er fandeme for galt osv. Men det er en konstruktion”.

Nervøse forældre og usikkert samfund giver grund til bekymring

“Forældre er mere nervøse, men samfundet er også blevet mere usikkert, så der er en følelse af at man skal passe på sine børn. Det er vanskeligt at vokse op og være barn, og det er mere risikofyldt, og børn bliver udsat for mange flere udfordringer, end de gjorde før, og så bliver det en bekymring i tiden.
Der er mange flere krav til børnene, alle kommuner har en agenda om tidlig læringsstyring og test fra småbarnsalderen, og så har vi en testskole, som man aldrig har set lignende, og det udfordrer børn og presser dem, og det bekymrer forældrene. Så samfundet er blevet mere krævende, barsk og råt i forhold til vores små børn og deres kvalificering. Og i stedet for at skyde på forældrene, så bør vi se på systemerne. Nu er der så kommet et nyt begreb: Det robuste barn. Og det er igen et fantom, som er opfundet til lejligheden. Så frikender man alle systemerne, men det er dem, som skaber angst og depression, fordi de presser folk.”

Forældre er oppe imod hårde vilkår med børn, der tilbringer dagen i institutionen

“Hvis du opdrager dit barn rigtig godt til at kunne klare sig, og det barn pga. elendige normeringer i daginstitutionen bliver mobbet af de andre børn, og pædagogen ikke kan trøste eller gribe ind, tror du så det fordrer dit barns sociale robusthed i venskabsgruppen? Det kan forældre overhovedet ikke gøre noget ved. Børn er jo væk fra hjemmet de fleste af deres vågne timer, og det kan trække tæppet væk under meget af det, som forældre gør i dagligdagen med deres børn.

Hvis begge udviklingsmiljøer er gode, udvikler børn sig bedst, og når alt kommer til alt, har forældrene alligevel relativt set den største indflydelse, men det kan ikke isoleret blive til et spørgsmål om god eller dårlig opdragelse.”
Dion Sommer tilføjer at de mange informationer, som man bliver bombarderet med via sociale medier og nyhedsmedier giver en overinformation, som vi ikke evner at sortere i, og som kan betyde, at en lokal nyhed om eksempelvis et overgreb mod et barn, hurtig breder sig og skaber bekymring.
Dertil kommer, at man forsøger at lære børn så meget som muligt så tidligt som muligt.
“Det, ved vi, giver det modsatte resultat: De bliver nervøse, bange, de bliver testangste og kan ikke lide at gå i skole. Og forældrene har ikke en kinamands chance. De kan mærke, at børnene bliver kede af det, og så bliver de bekymrede.”

Se på systemet i stedet for forældrene

Professoren mener, at man i stedet for at lave generaliseringer af børn og skyde skylden på forældrenes opdragelse bør se kritisk på det samfund, som omgiver dem.
“Selvfølgelig betyder opdragelse en hel masse, men det er slet ikke tilstrækkeligt. Stereotyper som curlingbarn, curlingforældre, det robuste barn eller det kompetente barn erobrer vores måde at se det på, og så kommer vi med stereotype løsninger. Hvis man vil have et robust barn giver det næsten sig selv, så er man nødt til at være mere konsekvent, udsætte barnet for nogle krav og noget pres for at det kan lære modstandskraft så tidligt som muligt. Og det er den helt forkerte løsning.
Man skal i stedet se på de systemer, som er omkring barnet; familiesystemet, skolesystemet, lokalmiljøsystemet, daginstitutionssystemet osv. Jo flere af de systemer, som er gode, berigende og støttende, des mere robusthed hos det enkelte barn.”

Forrige Vandmelonspizza med frugt og nødder
Næste Kun for fædre; kurses i hårfletning af døtres hår

Om forfatteren

Du vil også kunne lide

0 Comments

No Comments Yet!

You can be first to comment this post!

Leave a Reply