Dengang jeg blev single og delefar

Dengang jeg blev single og delefar

Dengang jeg blev skilt, var det som at tage på tiltrængt ferie efter en alt for lang arbejdsperiode.
Jeg flyttede i min egen lejlighed, hvor den industrielle stil blev det, der skulle kendetegne mig som moderne mand.


Gæsteskribent Morten Jensen.
Jesper er far til 2 piger, og arbejder som underviser.


Indretningen blev strippet for alt, hvad der mindede om kählervaser og billeder af x-familiemedlemmer i ’tilfældige og ukurante’ vintagerammer.
Jeg fik indrettet et lille værelse til min datter på 4 – det kvindelige touch manglede nok lidt, og puderne matchede (demonstrativt) ikke gardinerne. Men jeg fik bygget hende en hule under loftet i pdf plader – sådan noget, som den seje delefar nu kan byde på, når ekskonens greb løsnes.

Eufori…

Den første tid var det som at blive født på ny.
Jeg havde det som om, at solen skinnede lige ned i mit ansigt, og en følelse af, at sommeren var endeløs; lidt ligesom tiden som student for mange år siden, bortset fra, at der denne gang ikke var forældre, der holdt øje med hvor meget jeg festede. Og ja, selvfølgelig anlagde jeg mig også et fuldskæg.
I ugerne uden min datter, kunne jeg gøre lige præcis hvad der passede mig. Jeg kunne løbetræne, høre musik, ses med vennerne.
Det kunne jeg faktisk også før, men før var alting en forhandling hvor mellemregningen var en bankbog, der nøje blev afbalanceret; dårlig samvittighed, skyld og skam var en af de valuta, der blev brugt flittigt. Endog meget flittigt.
Men nu, nu havde jeg konstant besøg – min lejlighed blev hurtigt mine gifte venners tilflugtssted. Her kunne vi se fodbold, og vi kunne ses uden det krævede koordinering med at børnene skulle sove, eller om konen var ude med en veninde. Jeg bestemte fuldstændig selv.
Weekenderne i de lige uger blev brugt i byen – hvor jeg fri som fuglen og uden yderligere forklaring kunne bruge lige præcis de penge, jeg ville, og komme hjem og pleje mine tømmermænd uden ekstra beregning. Der dukkede tillige pludselig en masse smilende kvinder op i mit synsfelt.
Det var ren eufori. Jeg havde ikke nogen voldsom sorg eller nedtur over min forliste kernefamilie – ikke endnu i hvert fald.
Jeg kom ikke fra et dårligt ægteskab eller mange års skænderier. Jeg kom egentlig bare fra et ægteskab, hvor humoren og fællesskabet havde været væk en del år. Hvor hverdagens koordinering egentligt var vores eneste fælles fodslag, og hvor den ene dag tog den anden, uden synderlig glæde over det liv, der var blevet vores – et tog der kørte derudaf, hvor vi sad som passive passagerer.
Og nu var jeg i ren ekstase. Jeg dansede, og jeg befandt mig utrolig godt i selskab med nattens yngre gæster på beværtningerne – jeg var nemlig en rigtig festabe, og jeg lappede det i mig, når de unge mennesker sagde ’’naaajj, har DU børn? Du minder slet ikke om en far’’ (hvilket her skulle forstås som en kompliment, hvilket jeg også tog det som).
Somme tider, når jeg stod ude på de sene nattetimer på byens hippe barer, kunne jeg konstatere, at parforholdet vist var dødt for andre end mig – ofte tog jeg en kvinde med hjem, som skulle nå hjem til sin mand, inden solen stod op.
Jeg bildte mig ind, at mine venner var misundelige på mig og min ny vundne frihed, og jeg var sikker på, at min skilsmisse ville være udslaget til, at mange andre ville følge trop.

Hvad jeg ved nu

I dag er der gået 2 år siden min skilsmisse. Mit fuldskæg er fjernet igen – been there, done that (-:
Mine byture er aftaget – det er ikke nær så sjovt længere, og nyhedens interesse for friheden har lagt sig. Jeg har fået løbet det obligatoriske maraton – med tiden til at træne, var det en bedrift, der skulle sættes hak ved.
Jeg tror i virkeligheden, at den største bedrift er at få det satans parforhold til at fungere.
Mht. alle de andre håbløse parforhold, så fandt jeg ud af, at de, der egentlig er tilfredse i deres forhold, nok ikke er dem, der står i en bar og venter på at få en drink af en fremmed mand. Jeg fandt også ud af, at det, jeg troede var misundelse fra mine venners side, nok i virkeligheden var omsorg – at de brugte rigtig meget tid med mig, for at jeg ikke skulle sidde alene i min lejlighed.
Jeg fortryder på ingen måde min skilsmisse, men jeg kan ærgre mig over, at jeg ikke fik børn med én, hvor vi havde haft en chance for at blive sammen. For efter 2 år med frihed til at gøre lige det, som jeg vil, så savner jeg egentlig en at dele tiden med, ikke for at skabe en ny familie, for den har jeg allerede i mine børn. Men én til at gøre lige det som VI vil.
>Hvis du vil skrive et gæsteindlæg, så send os en mail – emnet er frit fra leveren<

Forrige 8 grunde til jeg værdsætter mine børns bonusmor
Næste Nybagt skilsmissemor: Vi var enige om bruddet, men...

Om forfatteren

Du vil også kunne lide

0 Comments

No Comments Yet!

You can be first to comment this post!

Leave a Reply