Den forbandede kvalitetstid

Den forbandede kvalitetstid

Kvalitetstid – hvad er det nu, det er?
Noget med tid og kvalitet. Noget med nærvær.
Tiden er helliget kæresten, familien eller børnene; kvalitetstiden er undtagelsen, og vi prioriterer den i små tiltrængte åndehuller.

Og så blev du skilt.

Pludselig lever du et liv, hvor du navigerer efter uger, i stedet for datoer. Du kan lynhurtigt i dit hoved opsummere, om weekenden i næste måned på en given dato er i en lige eller ulige uge. Kompasset, som afgør det meste i din kalender. Du har faktisk mere styr på de lige og ulige uger, end du har på måneder, fødselsdage og skoleferier.
NU bliver kvalitetstiden for alvor sat i spil. For du ser kun ungerne hver 2.uge eller sådan deromkring. Du savner tiden. At have nok af den.
Du glæder dig til at se børnene, til at være sammen med dem, til at dufte til dem og grine med dem. Endda til at få lov til at vaske deres små cowboybukser med græs på knæene og ligge dem på pladsen på hylden, vel vidende at om et par dage, er der igen græs på knæene, som skal vaskes af.
Det kan kildre i maven som ved forelskelse, fordi du får lov til at nyde tiden med disse fuldstændig fantastiske overjordiske skabninger, som du deler gener med.

Der skal dæleme kvalitetstid på bordet i DINE uger.

(Os, der er skilt, vi kender til det med MINE uger og DINE uger – uger er jo ikke bare uger, er de vel?)
Men hvad nu – for børnene deler jo ikke din opfattelse af tiden. De har planer. Planer, der ikke involverer dig, men som handler om stikbold, legeaftaler, hulebygning og MGP.
Så hvor efterlader det dig?
Siger du, at de ikke må løbe ud for at lege? Er du modvillig, når Sigurds mor spørger, om din søn kan lege på torsdag? Fedter du rundt med fornemmelsen af, at tiden jo var DIN… Det var jo DIG, der skulle være sammen med ungerne. Ikke deres venner. Hvem gider forøvrigt spille stikbold, når de kan være sammen med deres mor? (Ehmm… Sådan ca. alle børn, desværre).
Du aflyser ellers selv med glæde arrangementer, du var inviteret til. Du brænder veninderne af og melder dig syg til kollega-sammenkomster – ikke pga. en ny flamme, men pga. disse små, snottede, fedtede og fuldstændig vidunderlige mennesker, som har beriget verden i en grad, så det må noteres et sted i de øverste lag. I det skjulte håber du somme tider på, at ungerne bliver syge – bare sølle små 38 graders feber eller et lille gylp af opkast. Så du kan melde dig barn syg og holde dem hjemme fra skole og nurse dem.
Du tør knap sætte dig med en bog, mens ungerne ser Disneysjov, for I skal jo være sammen – de skal jo vide, at du knuselsker dem og vil bruge al din tid på dem. Så du finder pludselig dig selv sidde og stirre ind i tv’et med Phineas og Ferb, som var det Tvillingetårnenes live-dækning d.11/9 2001.
Indtil du finder ud af, at denne konstante kvalitetstid og alt dette intense samvær… Det er jo DIT behov.
Børnene er ikke i tvivl om din kærlighed. De elsker at være sammen med dig og nyder din fulde opmærksomhed. Men de nyder også at lege med vennerne, de nyder også de lyse sommeraftener med rundbold, og de nyder også tosomheden – ligesom os voksne; tiden, hvor de leger selv, men alligevel ved, du sidder i nærheden med din bog, roder i haven, sover lur eller hvad der nu måtte kendetegne dig som det menneske, som dine børn også skal lære at kende.
Kvaliteten findes også i den helt almindelige hverdag.

Forrige Hvordan påvirker 2 hjem børns venskaber?
Næste Miniworkshop for sammenbragte familier

Om forfatteren

Louise Lisner
Louise Lisner 76 Indlæg

Louise Lisner er skilsmissemor til 2 skønne drenge i en 7/7 ordning. Med en hverdag som alenemor i lige uger, en kæreste med 2 egne børn i ulige uger, en fortid som sammenbragt familie (med sin nuværende kæreste) og en eksmand med en ny kone er erfaringerne mange, når det angår hverdagen i skilsmissefamilien.

Se alle indlæg fra denne forfatter →

Du vil også kunne lide

Louise Lisner

Kære forældre; vi er gode nok!

Vi vælter hovedløse rundt mellem veganermad, speltboller, selvoptagethed og curlingebørn. Konstant bliver vi slået i hovedet med, at alt, hvad vi gør, er forkert; for meget eller for lidt.

Louise Lisner

At komme hjem som voksen; tanker om mine børn som skilsmissebørn

Weekenden bliver brugt på retreat hos mine forældre sammen med drengene. Det er længe siden, jeg har været hjemme en hel weekend, bare mig og drengene. Når jeg siger hjemme,

Louise Lisner

Alene i vildmarken med øksemordere og eksplosion; vi gør det igen

Tør jeg det? Kan jeg det? Efter jeg blev alene med mine 2 drenge, er vores eventyr blevet mere magelige. Som alene voksen er jeg bare ikke fan af besvær

Louise Lisner

Forældremøde i delefamilien – jeg glemte det vigtigste

Drengenes far og jeg har forældremøde på tirsdag. Jeg har hidtil syntes, at det var ok, at drengene havde forskellige regler i deres 2 hjem – det måtte jo ligesom være

Louise Lisner

Vemod når ugen slutter

I morgen tidlig går jeg og drengene hjem til deres far for at bytte uge. Jeg er derfor lidt vemodig her til aften. Findes termen Delemor-blues? Kender I det, at jeg

Louise Lisner

Kan du leve med konstant afslutning og konstant begyndelse?

Det er underligt at leve i det her deleliv. Med underligt mener jeg hverken dårligt eller godt.  Bare underligt. Mit liv består af 7 dages intervaller, der gentages igen, og igen og

0 Comments

No Comments Yet!

You can be first to comment this post!

Leave a Reply