Daginstitutionerne skal turde bryde tabuet

Der er kommet større fokus på skilsmissebørns trivsel via politiske skilsmissepakker og kommunale projekter, men daginstitutionerne mangler i høj grad at komme på banen.

Daginstitutionen er en vigtig medspiller, når det handler om børn, der gennemgår en skilsmisse, eller lever i en delefamilie. Det er dog ikke manglende viden eller intentioner, som daginstitutionerne og skolerne lider af. Problemet er snarere pædagogernes og lærernes berøringsangst.

Berøringsangst ved skilsmisse

Mange daginstitutioner og skoler forsøger sig med forkølede handleplaner ved skilsmisser, men det fungerer bare ikke rigtigt. Pædagogerne og lærerene er ikke fagligt rustet til at begå sig professionelt i skilsmissens private sfære. Berøringsangsten grunder i, at de ikke er fagligt klædt på og alt for uvidende om, hvordan de håndterer børn og forældre.

Fagpersonerne skal turde spørge til, hvordan det går.
For at løse den pædagogiske opgave omkring barnet, er der brug for relevante oplysninger  – og nogle af disse relevante oplysninger er af privat karakter.

Faktum er dog, at en skilsmisse har en enorm betydning for barnets trivsel og fremtid.
Derfor er det ikke kun legitimt, men også bydende nødvendigt, at fagpersonalet tør blive barnets og familiens medspillere i skilsmissen.
Rollen som fagperson er naturligvis upartisk, og fokus er på lovgivning, rettigheder og barnets trivsel. En pædagog skal være knivskarp på, hvad lovgivningen indebærer mht forældremyndighed og samvær – uanset hvad man ellers synes om forældrene og deres gerninger eller de juridiske afgørelser.

Trivsel hænger sammen med information

Fagpersonerne skal turde spørge til, hvordan det går.
For at løse den pædagogiske opgave omkring barnet, er der brug for relevante oplysninger  – og nogle af disse relevante oplysninger er af privat karakter. Fx hvad barnet har fået at vide omkring skilsmissen, hvordan er situationen omkring nye kærester og deres evt. introduktion til børnene, hvilken deleordning vil der blive valgt, og hvilke dage bliver der skiftet hjem på.
Fagpersonerne skal kunne facilitere en dialog omkring forventninger mellem hjem og institution, og hvad institutionen eller skolen kan tilbyde som støtte til barnet og familien indenfor de givne rammer. Vi skal simpelthen forvente, at vores uddannede pædagoger og lærere tager denne opgave på sig.
Vi har brug for, at det er en del af både uddannelse og handleplaner i skolerne og institutionerne.

De små tings store betydning for barnets selvopfattelse

Der er mange symptomer på en forældet tankegang og et manglende trit med nutidens familieformer.
Forældreintra er bygget op til at rumme 2 forældre til barnet. Mange børn er i dag omgivet af bonusforældre, der også er en del af dagligdagens gøremål som fx lektier og klassearrangementer.

Helt lavpraktisk er eksempler som det at sætte stole nok frem til forældresamtalerne i institution og skole. 2 stole er ikke nødvendigvis nok, hvis man ønsker at alle forældre omkring barnet deltager.

Det bør ikke være nødvendigt, at der er krise omkring barnet før fagpersonerne træder i karakter – det skal simpelthen automatiseres.

Man kan diskutere, om det egentlig er op til forældrene at afgøre, om bonusmor skal deltage, eller om man fra institution og skoles side skal varetage barnets interesser og formode, at en bonusmor, der bor sammen med barnet som selvfølge er en del af en skolehjem-samtale eller et forældremøde.

Børnenes skilte i børnehaven er ofte præget af pladsen til far & mor – hvor er pladsen til de andre bonus-aktører i barnets hjem? Med tabuiseringen af disse aktører i barnets liv, er institutionerne og skolerne med til at opfylde profetien om, at det kan være konfliktfyldt.

Uddannelse og faglighed

Desværre kommer sådan en faglighed ikke af sig selv.
Det er stadig tabu at berøre et sådan emne, som på rigtig mange områder er privat. Sagen er bare, at når vi taler barnets trivsel, så har vi brug for, at pædagoger og lærere kommer på banen, når vi nu engang har indrettet os i et samfund, hvor vores børn tilbringer rigtig mange timer dagligt i institutionen.

I skilsmissens 1. stadie er netop institution og skole et fast holdepunkt, som kan være den genkendelige del af barnets liv.

Det bør ikke være nødvendigt, at der er krise omkring barnet før fagpersonerne træder i karakter – det skal simpelthen automatiseres. Til dette er det nødvendigt med mere uddannelse og helt klare retningslinjer for, hvad der gøres. Da institutionerne ikke selv løfter opgaven, bør det komme fra politisk side, i samme form som det gøres med alle de tests, som der findes nødvendige omkring læring etc.
Med politisk  blåstempling og krav om handling fra fagpersonernes side, vil det også automatiseres, så forældrene forventer denne indsats – på den måde vil en evt. modvilje mindskes.

Forrige Bliv du din egen bedste ven
Næste Living together apart; en voksende trend

Om forfatteren

Louise Lisner
Louise Lisner 76 Indlæg

Louise Lisner er skilsmissemor til 2 skønne drenge i en 7/7 ordning. Med en hverdag som alenemor i lige uger, en kæreste med 2 egne børn i ulige uger, en fortid som sammenbragt familie (med sin nuværende kæreste) og en eksmand med en ny kone er erfaringerne mange, når det angår hverdagen i skilsmissefamilien.

Se alle indlæg fra denne forfatter →

Du vil også kunne lide

2 Comments

  1. […] udvikle bedre forhold for familier og børn, der er i skilsmissen og delelivet. Så vi investerer i uddannelse af fagpersonerne om barnet samt forhold i daginstitution og skole, der rummer delefamilien bedre, i et bedre […]

Leave a Reply