At leve uden far

At leve uden far

Nogen gange falder mine unger og jeg over programmet Sporløs.

Vi ser det med glæde og med en medleven, der er sjælden for vores måde at se TV på. Det gør vi fordi det handler om ægte menneskelige dramaer.
Om længsler, savn og om ting, der har været usagte og usete, og derfor har levet deres eget tågede liv i skyggerne.
Om intermenneskelige tilstande, ubevidst viden og om søgen. Om børn, der savner. Og om voksne børn der finder. Ofte græder vi som pisket.

Vi spejler os i deltagerne, der finder hjem til sig selv, når de finder den anden eller i det mindste finder svar. Vi ved godt at nogle programmer nok ikke bliver til noget, fordi det er umuligt at finde svar og dermed den dramaturgiske og journalistiske krølle, der skal gøre programmet til en god historie, som kan vises i prime time. Men – vi soler os i de deltagere, der finder vej ind i en åben favn. Åh, at finde hjem. Åh, at blive elsket. Og at have været savnet så længe. På tværs af grænser. På tværs af sprog. Af kulturer. De finder endelig frem.

Jeg selv er opvokset uden min far. Ikke uden far, men uden min biologiske og oprindelige far. Ikke fordi han døde eller gik ned efter cigaretter og aldrig kom hjem. Men fordi han – af uvisse årsager – forsvandt ud af mit liv, da jeg var 2-3 år gammel. Efter det opretholdt han ikke det samvær, han egentlig havde krav på. Min mor kan tilføje nogle af brikkerne til det store forståelses-puslespil, min bror nogle andre, min tilflyttede model af en far endnu nogle andre, men den store brik mangler. Svaret fra min egentlige biologiske far glimrer ved sit fravær.

Hvorfor opretholdt du ikke dit samvær, og dermed din relation, til mig? Eller sagt på 3-års; hvorfor blev du væk far?

Spørgsmålet har levet sagt, som usagt, i mange aspekter og dele af mit liv lige siden. Jeg har mødt dets usagte spøgelse i parforhold, helt konkret i krops-, par- og familieterapi, jeg er stødt ind i det i forbindelse med min egen skilsmisse og etableringen af et sundt dele-mønster med mine børns far. Jeg møder det hver gang jeg er ved at forlade en relation fordi den er besværlig… hvorfor kæmpe for tingene? Man kan jo bare gå!
Men – som det bliver tydeligt hver gang jeg ser Sporløs, eller jeg får tænkt mig lidt om; man kan ikke bare gå. Det koster og det koster dyrt. Jeg mener, at børn har krav på begge forældre, så langt som dette overhovedet er muligt. Også selvom den ene forældre måske er en klaphat, går med hvide sokker i sandalerne eller ikke kan smøre en madpakke. Også selvom hun eller han glemmer aftaler, taler nedladende, giver forkerte gaver eller finder sig en ny familie. Også selvom samvær er besværligt og akavet og virkelig svært at få i stand. Også selvom en forælder måske ikke er en blod-relation, men en man har fået gennem levet liv.
Vi mennesker er intet i os selv – vi er summen af vore relationer. Vi er en del af et stort, globalt såvel som lokalt, netværk af historier og historie. Da min far forsvandt, forsvandt han helt konkret med en del af mig.
Jeg ved hvor han er. Jeg ved, hvor han bor. Jeg kan bare opsøge ham. Og det har jeg forsøgt. Og noget blev klarere. Men så længe jeg ikke har fået et adækvat svar på det helt enkle spørgsmål, er der stadig for mange unavngivne spøgelser i mit indre rum til at min indre gestalt af en 3-års kan falde til ro.
Jeg ved godt at der kan være situationer og tilfælde, hvor det ikke er ønskeligt at opretholde relation. Misbrug og overgreb kan være ubærlige, og børn kan blive fanget i destruktive og ødelæggende mønstre, der følger dem resten af deres liv.
Men – det er ikke de situationer jeg taler om. Jeg taler om de situationer hvor man som forældre måske tænker at: De trives nok bedre uden mig/Jeg er ikke en god far eller mor/ De er nok bedst tjent med ikke at have mig i deres liv/ nu har min eks jo fundet ny familie, så de klarer sig nok bedre uden weekenderne hos mig…
Man må aldrig, aldrig lade sin relation til ens barn standse af dårligt selvværd.
Ethvert barn, som kan vælge frit, vil vælge at være i familie med sin familie. Også selvom far måske er en klovn eller mor en spade. I et barns verden er mor og far alting. Når den ene del forsvinder, forsvinder en del af barnet. Så – hvis du tvivler på dig selv og på dit værd som menneske – så kig ind i dit barns øjne og vid så af, at i det øjeblik du blev forælder, blev du også en helt nødvendig del af et andet menneskes liv. En del, som du ikke bare kan fjerne, fordi du har lidt ondt i selvværdet eller lige er blevet arbejdsløs, eller igen har selvforvoldte onde, onde tømmermænd.

Og, det er tarveligt ikke at gøre sig virkelig umage med at være en del af sit barns liv – eller – at forhindre andre nødvendige mennesker i at være en del af et barns liv.

I hvert tilfælde vil jeg – som både midaldrende kvinde og som 3-årig tumling – sige at min erfaring med faderløshed ønsker jeg ikke for andre…

Forrige Forunderlige Familier - en børnebog om forskellige familieformer
Næste Alene i vildmarken med øksemordere og eksplosion; vi gør det igen

Om forfatteren

Du vil også kunne lide

Sidsel Agensø

Hovedbanegården. Tirsdag kl.08:18. Under uret. YES!

Hovedbanegården. Tirsdag kl.08:18. Under uret. YES! Vi nåede det sgu… Omkring os står hele klassen med ophav; forældre og store unger. Der kysses, grines, småsnakkes og sammenlignes oppakninger. Der er hættetrøjer, tranchia-sæt, take-away

Sidsel Agensø

"Har du dampet din kusse i dag?"

Efter skilsmissen, hvor man har indset, at der måske vitterligt ikke findes prinser på heste, eller frøer med forvandlingspotentiale, kan man som single kvinde kaste sig ud i (goes without

Sidsel Agensø

Lorte eksmand….Eller…

Du køber ind på vej hjem fra arbejde. Hanken på indkøbsposen knækker selvfølgelig, idet du løftede den op til cykelkurven, og den pakke (alt for dyre) økologiske falafel, du lige

Sidsel Agensø

Min første ferie efter skilsmissen; euforisk glæde og frygteligt sørgeligt

Sommer nr.1 efter syndefaldet… Året er 2008. Vi sidder i en bil. En rusten Toyota Corolla fra 1985.

Sidsel Agensø

En historisk skilsmisse; man gjorde et barn fortræd

 Man skal selvfølgelig vare sig for at bedømme fortiden med nutidens moralske briller, men vover man alligevel øvelsen, så viser skilsmissen mellem Thomasine og PA Heiberg i 1801 sig at

Sidsel Agensø

Nye tider behøver nye børnebøger så bare se at komme i gang!

Verden er af lave: En kernefamilie er ikke, hvad den har været. En prinsesse er ikke længere så sart at hun tager skade af en ært i sengen (måske hun

0 Comments

No Comments Yet!

You can be first to comment this post!

Leave a Reply