At komme hjem som voksen; tanker om mine børn som skilsmissebørn

Weekenden bliver brugt på retreat hos mine forældre sammen med drengene.
Det er længe siden, jeg har været hjemme en hel weekend, bare mig og drengene.
Når jeg siger hjemme, så mener jeg hjemme hos mine forældre. De bor der, hvor de har boet i 45 år, og hvor jeg er vokset op – jeg er total kernebarn, med forældre, hund, hus, bil og dertil et drivhus med hjemmedyrkede alt muligt.
Så, selvom jeg er født ind i trygge rammer og med ’til-døden-os-skiller’ kan man altså godt selv ende med at blive skilt.
Jeg tænker tit over, at mine børn er skilsmissebørn, når jeg kommer hjem til mine forældre.
For jeg elsker at komme hjem og sidde hos mine forældre – den ro og tryghed der er – og de 2, der har været sammen i 45 år, og den måde, hvor de bare tuller rundt – griner lidt sammen, vrisser lidt af hinanden uden at det betyder noget og deres helt egne forståelse af hinandens styrker og særheder – kort sagt det man ser hos mennesker, der har levet et helt liv sammen.
Jeg slapper simpelthen af og nyder at stævne ind her, hos 2 af de mennesker, der betyder mest for mig, og som altid har været der i mit liv.
Det kan jeg godt være ked af, mine drenge ikke kommer til at opleve, når de bliver voksne.
De vil altid have flere steder at skulle komme hjem til, og de vil ikke kunne besøge deres forældre i en samlet pakke.
Det er nu engang sådan det er, og det kan jeg jo ikke lave om på.
Men jeg skænker det en lille tanke – hvordan det bliver for mine 2 skilsmissefrø at komme hjem.