Alene i vildmarken med øksemordere og eksplosion; vi gør det igen

Tør jeg det? Kan jeg det?
Efter jeg blev alene med mine 2 drenge, er vores eventyr blevet mere magelige. Som alene voksen er jeg bare ikke fan af besvær eller for meget, jeg ikke kan forudse – jeg står jo alene om at gribe, hvis det hele ramler.
Men nu skal det eddersparkmig være løgn – for jeg har savnet at nyde drengene rende rundt i højt græs og fange insekter, mens bålet knitrer. At vågne med sol i øjnene og duften af græs i næsen.
Så, nu skal det være; vi skal en tur i shelter og være frie som fuglende. Eller; frie som enlige forældre er, fordi beslutningsprocessen og kommandovejen kun går én vej – og det er gennem mor her.
Oppakningen i Christianiacyklen; soveposer, liggeunderlag, trankiasæt, mad til bålet, brænde, 5 l.vand… 1 kg. slik og Ronja Røverdatter.
Destinationen hedder Amager Fælled.
10 km ud af lange stier langs græssende køer.
10 km vil indebære brok fra drengene, så der er lagt frys-selvis i min termoboks med vores mad – de holder dels madvarerne kolde, og så kan vi tage dem på vejen.
Solen står højt på himlen, og vi cykler derudaf. Duften af græs, sommer og kolort er fantastisk. Fuglesangen og en læsset cykel, der får alle vi møder til at sende os varme smil, får humøret op og ringe.

100 eller 10 km på cykel; same-same but different

Ind i mellem må vi afstemme forventinger til de tilbagelagte kilometer “nej, vi har IKKE cyklet 100 km, og nej, vi behøver IKKE energi-gels, ligesom de profesionelle cykelryttere”.
Der skal også gydes olie på vandene mellem de 2 drenge, der med deres tricks på deres cykler hurtigt får ramt hinanden –  og ligeså hurtigt fyger anklagerne om sabotage gennem luften. Ulvene vågner, og alfahannerne viser tænder. Men i vores lille matriarkalske ledet flok, kommer der ro på igen, og heldigvis er der masser af plads på de øde cykelstier ud mod enden af verden.
Så er vi fremme… Og tænk, at sådanne steder ligger over hele landet, ganske gratis og til fri afbenyttelse.
Vi får lavet vores lejr. Mine drenge hugger brænde med vores medbragte økse, og der snittes pinde med en dolk. Ilden buldrer og maden tilberedes. Alt er idyl.

En leg ved bålet er lige ved at gå galt, da min ældste søn laver en genistreg med en flaske sprit til vores kogesæt – han vælger at hælde direkte af flasken ind i bålet, hvilket medfører en gigantisk eksplosion af ild. Der sker heldigvis ingenting andet et et kæmpe chok. Men hold nu op – hvis han havde haft sin anorak i nylon på, var der gået ild i ham – så havde jeg stået ude i ingenting med et forbrændt barn og ingen hjælp.
Så det gav en god anledning til at tage en snak om fejl; “dem må I lave masser af, bare I lærer af dem – og hvad har I lært om at hælde sprit direkte fra flasken på et bål?”
Da mørket sænker sig, tager vi Ronja Røverdatter frem og at sidde i bålets skær, spise slik og læse historie med de 2 små fyre er ren fryd. Så kan man alligevel det hele selv (-:

En morder iblandt os

Vi kravler i seng i vores soveposer. I skjul tager jeg 2 dolke og ligger ved mit hovedgærde. Sammen med mit strygestål, som kan fungere fint som spyd – jeg er ikke helt tryg ved at lægge her alene i mørket uden for mands lov og ret – men alligevel så tæt på alt, at ganske mange psykotiske øksemordere trods alt kan finde vej til os.
I løbet af natten vågner jeg ved underlige lyde. Raslen i vores poser, noget, der lyder som trin og en nat, så sort som kul. Mit hjerte hamrer, så jeg ikke kan skelne lydene fra hinanden. Jeg knytter hånden om mit strygestål, så jeg er klar til at spidde morderen, som jeg VED er derude. Så bliver der stille igen, og jeg hører bare lyden af nattens dyr, der tusser rundt. Sandsynligvis også dem, der har haft snuderne i vores poser, der dufter af vores mad.
Jeg kan høre drengenes tunge vejrtrækning og misunder dem barnhedens ubekymrethed. De kender ikke til Amagermænd, varulve og øksemordere.
Endelig falder jeg i søvn igen. Da jeg vågner, er det med den gryende morgensol ind i mit ansigt og duften af duggen i græsset. Jeg kan faktisk slet ikke genkalde mig nattens frygt og de potentielle farer på denne skønne plads.
Drengene vågner, og vi rigger til med kaffe og pandekager på trankiaen.
Da drengene fortæller, at det her er 1000 gange bedre end at spille ipad, ved jeg, at vi skal afsted igen.
Vi pakker sammen og kører de 10 km hjem uden brok og pauser – i strålende humør, med morgensolen i ansigtet og med udsigt til rådyr, køer og fugle, der sammen med os vågner op til endnu en skøn solskinsdag.

Jeg er ok sej

Jeg kan godt.
Jeg kan godt være alene ude under åben himmel med mine børn, lave mad og finde et sted at sove.
Uden andre voksne til at hjælpe og uden wifi til at google ‘øksemordere, der potentielt er på fri fod‘.
Jeg  er faktisk ok sej, tænker jeg, da vi nærmer os udsigten til byens tårne igen. Da min yngste søn spørger, hvorfor jeg ikke tør prøve tornadoen i Lalandia, siger jeg, at jeg til gengæld tør mange andre ting.

Læs også: Sådan holder du en nem og billig ferie i naturen